Vel mødt, I Venner, ved Vormens Bred,
Paa Eidsvolds classiske Grund!
Her vil vi nyde i landlig Fred
En smilende vaarlig Stund.
Den milde, legende Vind
Saa frisk os omlufter,
Fra Skoven det dufter;
Det unge Liv,
Naturens Bliv
Os strømmer i Sjælene ind.
Hvad Verden bød os af Trangt og Tungt,
Skal her en Stund være glemt.
Vort Hjerte føler sig friskt og ungt,
I Vaardagens Tone stemt.
Og – de som os ellers omsnoe –
Tyranniske Lænker
Og “sortgule” Rænker
Og Dagens Strid
Ei naaer os hid,
Hvor Frihed og Glæde kun boe.
Og her, hvor Frihedens Kilde sprang,
Vor Aand vi bade med Lyst.
Om Mange svigted i Tidens Trang,
End frit sig hæver vort Bryst.
Ei Troen slippe vi vil!
Mens Ungdom visner
Og Blodet hist isner,
I gamle Mænd
Der. ulmer end
En Gnist af den hellige lld.
Saa lad os synge med freidigt Sind
I Favn af den yndige Dal!
Sig Sangen blande med Vaarens Vind
Og Echo fra Fjeldets Hal!
Og lad ved vort festlige Bord
Os Bægerne tømme
I salige Drømme
Om Seirens Dag
For Sandheds Sag,
Om Frihed og Lys i vort Nord!