I Granskoven dybest inde
Min Sorg vil et Fristed finde.
Der Mosset er blødt,
Der dufter det sødt,
Der larmende Røster svinde;
Dybt hvisker en Suus derinde.
Og Tankerne fare vide,
Mens Skyerne tause skride.
Som over det Blaa
De sporløse gaae,
Saa Timernes Skygger glide –
Min Sjæl er paa Flugt saa vide.
Ja, her jeg i Skovens Gjemme
Mig selv og min Sorg kan glemme.
Den eensomme Gru
Her svaler min Hu,
Hvor Allivets Suk faaer Stemme.
Der hvisker fra Skovens Gjemme.