I eensomme Stunde,
Naar det er tyst,
Da bløder en Vunde
Dybt i mit Bryst.
Og gamle Minder dukke
Atter frem;
Tidsbølger meer ei lukke
Over dem.
Mit høitstemte Hjerte
Fordum gav Klang,
Til engang i Smerte
Strengene sprang.
Nu Livet mig omflyder
Som et Hav,
Og uden Suk jeg lyder
Dagens Krav.
Dog enkelte Stunde,
Naar det er tyst,
Lad bløde den Vunde
Dybt i mit Bryst!
Lad gamle Minder dukke
Atter frem,
Til Dødens Taager lukke
Over dem!