En himmelsk Funke sænket I Bjergets mørke Skakt, En Aandens Konge lænket Af en dæmonisk Magt –
Ham dyb og hellig Længsel Op imod Lyset drog; Han sprælled i sit Fængsel Og kjækt med Vingen slog.
Hvad Kraft var ham ei givet! Hvor var hans Indre lyst! Hvor bruste ikke Livet I dette høie Bryst!
I rige Phantasier En Verdens Lys sig brød, Mens Sphærers Harmonier Tidt fra hans Sjæl gjenlød.
For Frihed, størst blandt Goder, Hans Hjerte stod i Brand, Og for den hulde Moder, Det høie Fædreland.
Naturen ham tiltalte Med liflig Aanderøst, Og varmt dens Billed malte Sig i hans varme Bryst.
Men se! om Skaldebarmen En Trolddom tæt sig snoer; Den kogler lis i Varmen Og Taager om hans Ord.
Selsom hans Tale vorder – Et Pust fra Mørkets Hjem, – Og skjærende Accorder Fra Harpen bruse frem.
Det fatter ingen Tanke, Hvor haard hans Kjæmpen var, Hvor Hjertet maatte banke Ved Smerten, som han bar.
Tidt mon han Lænken ryste, Saa klare Gnister sprang, Der underfuldt belyste Den sære Berserkgang.
Tilsidst dog Kampen hælder; Se, Lænken om hans Fod Sig løsner, – klart udvælder Den Lysets rige Flod.
Snart, snart ham Seiren kroner; Forklaret, høi han staaer. Hør: underskjønne Toner Han alt paa Harpen slaaer.
Men Kampen, som har gjæret, Før Aanden Klarhed vandt, Har med sin lld fortæret Det jordiske Gevandt.
Vi saae hans Øie briste; Dog det var ingen Død, Det var et Baand – det sidste – , Geniet sønderbrød.
Nu først er Freden funden, Nu Seirens Time randt; Nu er Dæmonen bunden, Som før hans Higen bandt.
Nu Aanden fri sig svinger I Straalers lette Dands Og soler sine Vinger I Evighedens Glands.
Dog, end han tidt vil dvæle Her blandt sit elskte Folk, Usynlig det besjæle, – En evig Friheds Tolk.
I Thingmænds djerve Stemme, I Kjæmpers tunge Slag Vi end hans Aand fornemme Til Norges sidste Dag.
Og om du ene træder Ud i den stille Lund, Og Fossen sagte kvæder En gylden Aftenstund,
Og Blomstens Duft sig hæver End mere stærk og skjær, Og Barmen selsomt bæver – – En salig Aand er nær! –
Cookies on Poetry Cove