Gjenfødt stod Norge som en Yngling bold, Saa fuld af Mod og trodsig Selvbevidsthed, Med Blikket hævet og med Haanden knyttet, Med Stolthed af de nylig løste Baand,
Med glade Syner lynende i Aanden. En Verden fatter han i Brystet ind, Der hviler for ham heelt i Trylleglands. Varmt fosser Blodet i de unge Aarer,
Og Lidenskaben daarer tidt hans Syn. Besindighedens Dyd er ham for trang; Han vil kun følge Hjertets friske Higen. Han vil sig ei i knappe Former tvinge,
Men frit i Phantasiens Luft sig svinge. Dybt gjæred Kraften i det unge Blod, Mens neppe han endnu forstod sig selv Og kjendte neppe Navn paa sine Længsler.
De havde ei sin rette Tone fundet, Og Klangen end laa i hans Indre bundet. Da vaktes Tonen i en Skaldebarm, En Sangbund for det unge Norges Id.
Der stod en Vngling fri og stolt og varm, Et Billed af hans Land og af hans Tid. Ved “Fædrelandets Hjerte” slog han Harpen, Heelt kunstløst tømret af en Granestamme.
Fra Strengen snart “som Sarpen” vildt det bruste, Snart lød det sødt som Maaltrostsang i Skoven Og sværmersk som Tjernbølgens Skvulp i Maan skin. Og al den Aandeklang, der kunde boe
I Landet, hvor mod Himlen snedækt Top Sig hæver, hvor mod Kysten Bølgen slaaer, Hvor yndig Dal med Birkelunde smiler, – Alt hvad i stærke Morgendrømme rørtes,
Mens Friheds Sol steg over Horizonten, – Fik Gjenlyd i den høie Ynglings Bryst Og strømmed friskt fra hans indvi'de Læber. Ei altid dog harmonisk gjennemklaret.
Det var vor Friheds første Morgenopsang, Mens Skyer endnu laa om Fjeldets Toppe, Og Taager ruged over Dalens Grunde. De maatte speile sig i Skaldens Tanke,
Hvor Lyset ofte voldsomt brød sig frem, Mens Sangen lød i stærke Dissonantser. Tidt klang den som et Kampraab – Bjarkemaal – Og Skalden selv gik frem i Stridens Hede.
Han fandt dog i den skarpe Ledingsfærd Det Bedste, times kan en ædel Kjæmper: Jævnbyrdig Modstand. Derfor kunde Kampen Tilsidst dog bringe Klarhed og Forsoning
Og – selv til begge Sider – Laurbærkroning. Og da, omstraalt af Hædersglands paa Valen, Den bolde Sanger fik sit Vandrebud Tust paa sin Høide, af en kjærlig Gud
Forskaanet mildt for Alderdommens Dalen, At staae der som en evig Ungdoms Billed: Da var hans Aand forklaret og formildet, Og fra hans Harpe Afskedssangen lød
Vidunderlig harmonisk, reen og blød, Og Tonerne som klare Perler trilled. Nu, da saa mangt et Aar er skredet over Den Moderjord, hvorunder Skalden sover,
Hver Strid og Misklang, som hans Liv omgav, Maa nu som fjerne, lette Skygger svinde, Kun Fredens Aander hviske fra hans Grav, Og Døgnets Røster tystne om hans Minde.
Det Ædle, som han virked her paa Jord, Sig hæver klart i Lys fra Himmelranden, Og Alle sande her det dybe Ord, Sagt af en Hovedskald just om en anden:
“Hvad Samtid selv beklaget har og dadlet, “Det har nu Døden, det har Tiden adlet.” Og Aanden, som i evig Klarhed boer, Vil dog ei heelt forsvinde fra vor Jord,
Men i hans elskte Folk bestandig dvæle Usynlig – og dog ei som Minde blot. Med Alt, hvad der i Folkets Aand er godt Og skjønt, den vil sig inderlig formæle,
Indgaae just i dets bedste Saft og Blod. Saa tidt sin egen Ungdom Norge mindes, Mens evig Ungdom gjærer i dets Indre Og høie Syner for dets Tanke tindre;
Saa tidt en herlig Aandens Seier vindes, Ja hver Gang ret fra Folkets Hjerterod Begeistret Sang om Frihed, Skjønhed lyder: – Det er Hans Aand, der friske Blomster skyder!
Cookies on Poetry Cove