Haven

Der laa under høie Fjelde En Have etsteds i Nord. Dens Sommer var kort og Luften streng Og mager og stenet dens Jord.

Ei Sydens yppige Frugter Og blendende Blomsterpragt Kunde trives der mellem Klipper Og modstaae Vinterens Magt.

Dog voxte ved sindrig Pleie, Til Løn for Arbeiderens Sved, De sunde og nærende Urter I ordnede, velstelte Bed.

Selv Blomster til Pryd kunde spire I Nordens den friske Luft, Vel prangende mindre for Øiet, Men med des finere Duft.

Men alt fra det første Anlæg En Mangel var ved den Have: Dens Gjærde var lavt og utæt Og Leddet ei ret ilave.

Thi var den for Indpas udsat Af Gjeder og Bukke og Sviin. De smøg mellem Gjærdets Sprinkler Og pønsed paa Havens Ruin.

Og siden, da Frækheden voxte, Da kom de i sluttet Trop, Og under Grynten og Mekkren De stangede Porten op.

Der gik de og traakked og roded, Forstyrrede Bedenes Orden, Oprykked Urter og Blomster, At Alt skulde jævnes med Jorden.

Ei Gartneren og hans Svende Kan standse det vilde Værk. Omsonst er al deres Møie, Thi Hjorden er dem for stærk.

Tilsidst de af Striden matte Maae om paa Valpladsen segne. Da kunde vel Hjorden hovere, Den “raadde Grunden aleine!”

Foran den som Fører spanked En skjægget, ærværdig Buk. Han mekkred som til Commando; Mod ham ei vovedes Muk.

Han meente: “Lad mig kun raade, Og lyder Alle mit Nik; Jeg skal det Hele nok styre Og give en anden Skik.”

– Men Haven – O Ve! o Jammer! Dens Skjebne jo let kan gjættes: Man veed, hvorledes det gaaer, Naar Bukken til Gartner sættes.