Vemodigt Sangen lyde
Med stille, dæmpet Klang!
Farvel vi nu skal byde
Vor Ven for sidste Gang.
Lad gjerne Verdens Øre
For Sangen være lukt!
Hvad kan det den vel røre:
Et ringe Liv er slukt.
Han vandred blandt os stille,
Han kjendtes kun af Faa.
I Verdens Larm, den vilde,
Hans Navn skal snart forgaae.
Dog hos Gud Faders Hjerte
Er gjemt, som Perlen klar,
Hans Troskab og den Smerte,
Som han i Livet bar.
Men og af Glæde eied
Han jo et lønligt Væld.
Hvo har den Rigdom veiet
Dybt inde i hans Sjæl?
Som Barn han frydes kunde,
Naar ædle Toner klang;
Med dem til Edens Lunde
Hans Sjæl saa tidt sig svang.
Sov under Vintrens Dække,
Sødt gjemt fra Verdens Trang,
Til dig en Vaar skal vække
Med liflig Himmelsang.
Fra milde Læber klinge
Det skal som Vaarens Vind:
“Du tro var i det Ringe,
Til Herrens Fryd gak ind!”