Farten til Bloksbjerg

Chor. Sancthansnat hviler tusmørk og sval Over den stille slumrende Dal, Naar Dagens Røster og Syner vige,

Da aabner sig Drømmenes dunkle Rige. Hexen. Jeg kan ikke hvile, jeg har ikke Fred; En hemmelig Drivt mig driver afsted.

Jeg smører min Kost, jeg maa ud at ride. Herop og herud! til Bloksbjergs Side. Gutten “Herop og herned! Herop og herned!”

“En hemmelig Drivt mig driver afsted!” “Hvor selsom en Dands! Hvor lystigt at svinge Med svimlende Sands, med Kosten som Vinge! Hvor blev det af Mor min? l Piben hun foer.

Det maa jeg forsøge; den Morskab er stor! Jeg smører en Kost med den samme Salve; Til Lykke hun levned i Hornet det Halve. Nu raaber jeg Ordet: “herop og herned!”

– Dog kjedeligt! flaxe paa samme Sted! Hvad sang hun tilsidst? – Ak, jeg drages til Minde: Herop og herud! og til Bloksbjergs Tinde! I Luften.

Jeg svinger mig let i den Sommernat sval Høit over den stille slumrende Dal. Se, Jordens Syner hastigt maae vige, Jeg svæver i Drømmenes luftige Rige.

Fjernt Cor fra Jorden. Sancthansnat hviler tusmørk og sval Over den stille slumrende Dal. Naar Dagens Røster og Syner vige,

Da aabner sig Drømmenes dunkle Rige. Paa Bloksbjerg. Chor af Hexer og Djævle. Fra Nord og fra Syd, fra Øst og fra Vest Ved Midsommer-Midnat vi sæmles til Fest.

Vi fraadse i Frugter, vort Hjerte begjærer: De lækreste, modneste Hestepærer. Og Dandsen gaaer med Iver og Mod, Som Mestren slaaer Takt med sin Hestefod.

Naar Hexer og Djævle svinge sig sammen, Da gaaer det lystigt, da vanker der Gammen! Mesteren med Hestefoden. Hvad bringer vel hid det fremmede Barn?

Hexen. Det er jo min Søn, det vanartige Skarn. Mesteren. Vil her han i denne Gammen blive,

Da maa han sit Navn i min Rulle skrive. Hexen. Forvoven du kom; vil her du blive, Da maa du dit Navn i Rullen skrive.

Chor. Forvoven han kom; vil her han blive, Da maa han sit Navn i Rullen skrive. Mesteren.

Se, der er Bogen, skriv med dit Blod! Gutten. Til at ridse min Finger har jeg vel Mod. Mesteren (afsides).

En Sjæl jeg her for mit Rige vinder, En friskere end hine runkne Kvinder. Nyfigenhed frister. Jeg har ham alt! Saa var det jo fordum, at Eva faldt.

Gutten (afsides). En Plads jeg her mig i Laget vinder; Jeg faaer mig en Sving med de muntre Kvinder. Jeg ridser en Kragetaa; det er Alt!

Deri er der dog vel ei noget Galt? Mesteren (forfærdet). Et Kors! Hvo monne dig det indgive? Gutten (naivt).

Ret aldrig jeg lærte Andet at skrive. Chor. De slukkes, o vel de festlige Fakler! Vel Stormen hviner, og Bloksbjerg vakler!

Vi Afgrunden aaben under os see! Vi synke i Flammen, o ve, o ve! Det første Chor fra Jorden. Heelt klar og rolig se Solen stige,

For Morgnen maae Nattens Rædsler vige. I sin Seng vaagner Gutten frisk og rød; Paa Gulvet ved Siden laa Hexen død.