Det hellige Land ved Jordan, Der gjemte Forjættelsens Skat, Af Hedningers fnysende Hære Var haardt betrængt og besat.
De Syrers Konge Antiochus Med Magt, med Brask og med Bram Drog indad Jerusalems Porte; Hvo kunde vel modstaae ham?
Jehovas Love og Skikke, Dem vilde han rydde ud, Og Alle skulde kun ofre Til Baal, den Tidens Gud.
Han kom jo med Tidens Vinde Og Seieren i sit Spor. Al anden Tro var aflægs Og skulde udslettes af Jord.
I Templet et Afgudsbilled Blev reist i Alterets Sted – O vel i de hellige Haller, “Urettens Hemmelighed!”
Men det var dog det tungeste Kors, At Mange faldt fra og sig føied; Af Løn og Trusel forførte, For Afguden Knæ de bøied.
Dog var der en Skare tilbage, Der endnu holdt fast ved Loven, Vel faa, men i Troen stærke; De stoled paa Hjælp fraoven.
De samled i Vaaben sig sammen Et Sted mellem Juda Bjerge; De vilde mod Hedningers Stormløb Pagten og Landet værge.
Men Syrerne udfandt Midlet At gjøre den Helteflok mat; De kjendte dens Troes-Enfold, Og angreb den paa en Sabbat.
Da holdt den for Synd at fegte – Saa skjevt den Loven forstaaer – De turde ei Vaaben læøfte, Men lode sig slagte som Faar.
Graad hædred den trofaste Skare. Vist Heltemod var dem givet; Men Synet var trangt og ufrit, Det maatte de bøde med Livet.
Men Judas den Makkabæer, Han havde en anden Aand: Han holdt vel og fast ved Loven, Men hævded den, Sværd i Haand.
Han aned vistnok den Sandhed, En Større forkyndte siden: “Ei Mennesket er for Sabbaten” – Den maatte ei lamme Striden.
Han samlede atter en Hærtrop, Med den han i Striden drog; Ved Dag og ved Nat, i Helg og Søgn Han tappert paa Syrerne slog.
Og Gud lagde Kraft i den Arm, som For Tro og Fædreland stred. De Hedninger lede Tab paa Tab; Tilsidst maae de bede om Fred.
Og Judas rensede Templet, Slog Afgudsbilledet ned, Gjenreiste Jehovas Alter Og lyste Retfærd og Fred.
End prises den “Judas Hammer”; Han sendtes just af Guds Naade. Lovtrældoms Aand ei bandt ham Til Lovens Sag at forraade.
Cookies on Poetry Cove