Hvilken en herlig Dag, saa solskinklar og saa stille! Solen dog brænder ei meer med en fortærende Glød. Kun gjennem høstlige Luft den gyder en kvægende Varme Og over Land, over Sø spreder en smilende Glands.
Skoven staaer endnu frisk og grøn med de løvrige Kroner; Hist kun et gulnende Blad minder om Sommerens Flugt. O! jeg elsker den venlige Høst med dens dæmpede Skjønhed, Selv med det mindende Tegn om, at al Skjønhed forgaaer!
Derfra et finere, aandigt Skjær bredes over Naturen; Høsten, just for den er Høst, peger mod Evigheds Vaar. Glæden lutres og krydres ved Stænk af Opløsningens Vemod, Vemod af Nydelsens Kalk stiger som sødeste Duft.
Ja, det blegnende Blad er mig kjært imellem det Grønne, Taler saa dybt til min Sjæl, finder derinde sit Svar. Dagen i høstlige Skrud mig tykkes en elskelig Kvinde – Se, for mit indre Syn faaer den Besjæling og Form!
Hist jeg seer hende grant: en ædel, fortryllende Skabning; Barmen hvælver sig kjækt, svulmer af Liv og af Kraft. Øiet udstraaler sin Glands, let dæmpet af dragende Mildhed, Sjælen lyser deraf, modnet til Klarhed og Ro.
Festlig prydet hun staaer; om det ædeltformede Hoved Snoer sig en Asterskrands; Haaret er stænket med Sælv. Kostbare sølverne Smykke, i Livets Kampe erhvervet! Naar did falder mit Blik, røres sympathisk min Sjæl.
Længst paa mit Væsen er sat et rustent Opløsningens Merke; Var der og samlet en Skat, som ikke tæres af Rust! Eet jeg kun veed: det Billed, den yndige Høstdag har fremkaldt, Stedse skal staae i min Sjæl med uforgjængelig Glands.
Lys skal det skjenke min Høst og trøste mod Vinterens Nærmen, End gjennem Vinterens Kuld følge mig hist til min Vaar!
Cookies on Poetry Cove