O mit Skib! skal da nye Bølger dig drage ud
Paa det vildene Hav? Tænk, hvad du gjør? Søg Havn
Modigt! Seer du da ikke:
Borte Aarer og Ror er alt,
Masten er knækket af voldsomme Nordenvind,
Ræer knage, og ei Tougene holde meer,
Kjølen neppe udholder
Sjøens rasende Magtbegjær.
Ikke længer, som før, eier du hele Seil,
Ikke Guder, du kan kalde i Nøden paa.
Skjønt du af nordisk Malmgran
Og som Datter af ædel Skov
Praler stolt af din Byrd og af det tomme Navn,
Stoler Sjømand i Frygt ei paa en malet Stavn.
Vogt dig, skal du ei blive
Blot en Vindenes Kastebold!
Du, som nylig mig har kjedsom Bekymring voldt,
Nu er bleven mig til dybeste Sorg og Savn,
Sky de oprørte Bølger
Mellem blinkende Skjær og Rev!