Pilatus sad paa sin Domstol,
Hans Mening var ikke slet:
Han vilde nok, om han torde,
Beskytte Sandhed og Ret.
Men Jøderne skreg ubændigt
Og gjorde en Helvedes Larm;
De vilde Sandhed korsfæste;
Den var dem til Meen og Harm.
Pilatus var slemt i Vaande;
Hans Hjerte af Tvivl var sygt.
Paa een Side stod det Rette,
Og paa den anden hans Frygt.
Men Barrabas hed en Morder,
Af Retten til Døden dømt
Alt for sin grumme Gjerning.
– Men Kvindernes Hjerte var ømt.
De havde læst i Romaner,
At Døden var haard at gaae paa;
Thi raabte de spæde Stemmer:
“Lad Barrabam Livet faae!”
Men Larmen voxte, den store:
“Den Anden til Døden send!
Og om du ham tør løslade,
Da est du ei Keiserens Ven.”
Da sank Pilati Hjerte,
Den Pille var haard at døie.
Han tænkte: “om Mænd end krænkes,
Jeg Kvinderne dog kan føie.”
Han toede sine Hænder,
Hans Mening var endnu god;
Han saa og hylded det Rette,
Men manglede bare Mod.
Saa lod han Sandhed korsfæste,
Men Barrabas Døden undflye.
Det er en gammel Historie,
Bliver dog stedse ny.