Elegien

Stille Erindringens Mø, Elegie, som med hæmmede Fodtrin Dæmper Livsbølgens Strøm, vender dig skuende om; I hvis Øie der midt under Glæden fremglimter en Taare, Men gjennem Taarens Krystal vinker et lysnende Smiil;

Som under Livets svulmende Kraft seer Forgjængelsens Spire, Gjennem Forgjængelsen selv skimter det evige Liv! Sig: hvad vil du vel her, i en Tid, som kun tumler og larmer, Tid, som i Travlhed og Hast hvileløs styrter afsted?

Tid, som har aldrig Tid til Erindring, til Smiil eller Taare, Tid, som i selvisk Trang glemmer sit dybeste Selv? Tid, som har tabt i Evigheds Bund sin Rod og sit Fæste, Tid, som har merket sig selv kun med Forgjængelsens Tegn?

“O, jeg ved det saa vel, jeg er en Fremmed i Tiden, “Den for min følsomme Sang har hverken Sind eller Sands. “Derfor jeg holder mig fjern fra Stædernes larmende Vrimmel, “Blander mig ei i de hist feirede Sangeres Chor.

“Lad mig dog her fra den stille Lund udsende min Tone, “Medens det gulnede Løv gløder i Aftenens Skjær! “Hænde det kan, at en eensom forbi hendragende Vandrer “Lyttende standser sit Fjed, røres saa mildt i sit Sind,

“Mindes om Kjærligheds Smerte og Lyst i de hensvundne Dage, “Føler en Gjenklang end dirre i smeltede Bryst, “Føler, at det, som svandt, er ei tabt, men for Evighed vundet, “Aner bag Høstaftens Slør Vaarens og Morgenens Gry.