Der talte til min Sjæl en Røst,
Saa rig paa Lære, rig paa Trøst;
Den gjenklang i mit Hjertes Strenge.
I Livets Lyst, i Livets Nød
Den største Viisdom deraf flød;
Dybt varslende det stedse lød:
“Det varer ikke længe.”
Mig fyldte Haab og Ungdomsmod,
Høit brusede mit varme Blod,
Og Glæden vilde Barmen sprenge.
En liden Stund mit Haab blev Tant;
De lyse Ungdomsdrømme svandt;
Til Døden saaret, knust, jeg fandt:
Det vared ikke længe.
Bedøvet stod jeg i min Nød;
Mit Liv var tomt, dets Glæde død,
Dets Byrde haardt mig monne trænge.
O, da jeg signed Støvets Kaar:
De skride bort, de Sorgens Aar,
En bedre Stjerne hist opgaaer;
Det varer ikke længe.
End er det for min Sjæl en Trang,
Den maa udgyde sig i Sang,
Jeg lege maa paa Harpens Strenge.
Jeg ved, det er en Daarskab kun;
Maaskee det dadles kan med Grund.
Dog lad mig synge ud min Stund!
Det varer ikke længe!