Blækfisken

Blækfisken vilde være Hval Og fremfor Alting stor og genial. Med Spræl og Larm den om sig plasked Og med de lange Arme basked.

Derved den indgjød stor Respect; Men hvad der gjorde meest Effect, Det var en mørk og grumset Vædske, som I Mængde fra dens Indre strømmed,

Hvormed den stedse gav sig om, Saa den som i en Taage svømmed, Den vidste: for sædvanligt Øie Er Mørket Nimbus af den rette Art;

Thi hvor man skjønner Omrids ei saa nøie, Der synes Alting stort og underbart. Naar nu de andre Fiskes Skare Den underlige dunkle Masse saa

Igjennem ellers klare Bølge blaa Med Grums og Bulder frem at fare, Den maatte dem med Undren slaae. De tænkte: det er vist en Hval, ja mere,

Maaskee Sjøormen selv, den Fabeldrot – Det kan i Taagen ikke skjelnes godt – Der vil med Kraft og Fynd vor Slægt regjere, I hvert Fald noget Stort, Vidunderligt,

En Virkelighed lig et Digt. Den vil en ny, en herlig Tid bebude, Da overhoved Digt blir virkeligt Og Virkelighed atter Digt,

Da Ret blir Kroget, Kroget Ret, Da Slet blir Godt, det Gode Slet, Da Fisk blir Fugl og Fuglen Fisk. Op ned skal Alting vendes i en Visk;

Med alt det gamle Væsen er det ude. Thi lader os kun stimle om hans Spor Og raabe: “Allah! Allah! Gud er stor, Sjøormen hans Prophet paa Havets Bund!”

Og ofre Priis og Virak mangelund!” Begeistringen var stor. Og Virakrøgen Sig blanded smukt med Dyrets Skotosphære – (Den Mørkets Nimbus, som det selv mon nære) –

Og bidrog klækkeligt til dennes Øgen. Blækfisken syntes, det var saare godt. Sin Storhed saa den med hver Dag tiltage; I Blæk og Virak levede den flot;

Den bo'de der som i et “Digterslot”, Hvor mindste kritisk Tvivl ei ind tør drage: Sin Hyldest den fra alle Kanter hørte; Det var et skjønt – et “Herreliv”, den førte.

Men Alting under Solen har sin Hage; Selv Storhed er ei uden Plage; Svært er, i Længden Alle at behage. En Særling af en Fisk har jo den Grille,

Den overstadig Storhed bange skyer Og gaaer afveien for et Fabeldyr; Dens ndest Storhedstaagen kun vil spilde! En anden turde findes og iblandt,

Der dristig vil sin Næse stikke i den Og see, at den bestaaer af Blæk og Tant, At Kjernen selv er heller liden. Blækfisken selv desuden fandt med Tiden,

Dens mørke Nimbus var den til Besvær. Ei Solens Straale kunde til den naae, Ei kjøle Bølge mod dens Bringe slaae. Den Dunstkreds laa saa rugende, saa nær

Og lagde som et Slør sig over Tanken Og kued Hjertets friske Banken. Kort sagt, Blækfisken følte altfor godt, Den svømmed i en Mudderpæl til Spot,

Hvor der var kvalmt at drage Aande. Da skreg den i sin Vaande: “Hvor bliver du dog af, Du stærke Aand, der hersker over Hav!

Du, som alene magter i en Fart At gjøre Vandet klart! Hvi kommer du ei snart som striden Elv Og skyller bort det ækle Grumset,

Hvori jeg sidder fast som klumset Og snart forbyttet i mig selv? Hvi slaaer du ei et kraftigt Slag Mod dem, som dynge Smudset paa min Bag?”

Som saa den sukked i sin Nød, Den fulgte sin Natur og gjød I samme Øieblik af eget Skjød Hin sorte Vædske, som den klaged over

Og som fordunkled den de klare Vover. Den stedse tættere deraf blev hyllet Og sad deri som skjebnetryllet. Den sidder der endnu.

“Jeg kan ei faae den ud, kan du?” Moral. Spørg, før du raaber ak! og ha! Mod Løgnens Taage, som dig tæt omringer,

Og til Fortvivlelse dig bringer –: “Hvor kommer Taagen fra?”