Alvor og Skjemt

Førend vi aabne her vor lille Scene, Tillader mig i al Fortrolighed Et lidet Spørgsmaal Dem at forelægge: “Forstaaer De Spøg?”

Ve den, som Spøg ei fatter! Hvis Sind af “Livets Alvor” stedse spændes, Der tager Alting efter Maal og Vægt, Der er for klog til sig at lade skuffe

Af Øieblikkets lette Gjøgleri, For tung til sig at vugge paa dets Bølge, For voxen til at lege sig med Skummet Og med de brudte Straalers Farvespil –

Med eet Ord: som ei narres kan April! – Saa sig os du, som stedse “gaaer tilbunds”: Hvad fandt du vel paa Bunden? Hvad tilsidst Er ,Livets Alvor», dette tidtbesungne?

Hvad er din Stræbens Maal? hvad er dens Løn? Dog, jeg forstaaer: det er ei Løn, du sæger; “Vi fik af Gud ei Livet for at nyde, “Men for at bruge det. Vi skulle virke

“Til Mennesk’hedens Gavn – i Stat og Kirke. “Se, det er Livets Maal, vort høie Kald; “For det vor Kraft, os selv vi ofre skal. “Vi har ei Tid til Tant; dyrt er Minuttet;

“Stor Høsten er, mens Høstens Dag er kort; “Det gjælder, at vi ei skal kaldes bort “lfra vort Dagverk, før det heelt et sluttet!” O, det er sandt og skjønt! Jeg veed det vel:

Strengt lyder Livets Krav. Jeg har jo selv En liden Kjende af, hvad det betyder. Som Andre fik jeg og en Smule Kald, En Ting, jeg mig indbilder, fremfor Alt

Jeg skulde see at virke for paa Jorden. – Men sig mig dog, du travle Idrætsmand, Som i den strenge Iver Tant forsmaa'de: Naar du nu staaer ved Enden af din Bane,

Saa har du vel udrettet store Ting? Det Gode har du mægtigt Fremstød givet, Tilføiet Ondskab mangt et Nederlag, Tændt mangt et herligt Lys i Raaheds Mørke,

Kort sagt: det kjendes vel, at du har levet? Ak! Haand paa Hjertet: sig, om du ei fandt, Du var, som vi, en Jyde for Vorherre, Din meste Stræben blev kun Vind desværre,

Din megen Viisdom Daarlighed og Tant? Du var, som vi, en Bold kun for Secunden, Og naar tilsidst du rigtigt veie skulde Dit hele Liv, det travle, alvorsfulde,

Sig: var det ikke dog en Spøg igrunden? Dog al Fortjeneste og Dygtighed Forresten ufortalt – thi her vi ei Kan tage Alting med –: Saameget er nok vist:

Der er i Dødeliges Liv, hvordan Man end det vender, noget Bobleagtigt, Et vindigt Element, et gjækkende, Som ikke ligner Alvor. Se bag Masken,

Den høie tragiske, en Satyr griner! Og Mennesket, jo meer han gjør sig vigtig, Jo meer han puster sig til Alvor op, Desmere komisk bliver han igrunden.

At skjønne Spøg er vor Erkjendens Top, Og Livets Alvor fattes ikkun rigtig Af den, som veed, der gjemmes Skjemt paa Bunden Det lærer Kunsten os. Den er et Speil,

Der os det Virkelige, Livet, viser, Just som det er i Sandhed, uden Feil. Her see vi solskinsfulde Paradiser, Hvor gyldne Frugter sødt din Higen vække

Og vinke huldt og lokke dig og – gjække. Hist hviler Uveirsskyen tung paa Havet, Der brydes voldsomt mod den steile Kyst; Et rorløst Skib, i Bølger halvt begravet,

Snart slaaes maa i Kvag mod Klippens Bryst. Dog frygt ei! det er ikkun Penslens Kunst; Det Hele er et Skin, en farvet Dunst. Og her paa Scenen du at skue faaer

Dig og din Lige, som han staaer og gaaer, Med Frygt og Haab, med Kjærlighed og Had; Du seer ham her fortvivlet, seer ham glad. Se Helten, som mod Skjebnen tappert strider,

Se Møen, som ak stille Kummer lider – – Her blinke Dolke her Geværer knalde – Her Throner reises og her Throner falde – Hvad Lidenskab! o hvilken Skjebnens Knude!

Dog, det er Alt paa Kvantsviis, er kun Skjemt; Naar Teppet falder, er det Hele ude, Og inden Morgendagen er det glemt. Ja, Kunsten er den rette Guddomsspøg!

Den kvalme Taage, som paa Øiet hviler Og snevrer Synet, svinder som en Røg; I Evighedens Solglands Jorden smiler. Vort Bryst sig føler lettet og befriet;

Den strenge Alvorsmine, Vigtigheden, Den hele travle Færd – Philisteriet – Henveires af den friske Luft fra Eden. Da skjønne vi først Spøg.

Dog, for at komme Tilbage til det Spørgsmaal, jeg Dem gjorde, Saa meente jeg dermed just ei saa lige At fritte efter Kunstsands. Tvertimod:

Formegen Kunstforstand vil her kun skade, Og Intet vilde være meer til Utid – Ja næsten tør jeg sige philistrøst – End om De vor Anretning tog alvorligt

Og trak i Panden nogen kritisk Rynke. Nei! her man ret maa skjønne Spøg tilgavns; Thi vel at merke: det er ikke Kunst, Vi her Dem byde, ikke Kunst for Alvor

– Thi Kunstens Spøg er dog alvorlig nok – Akt! dertil vi os ei formaste ville; Vi spille ei, vi lege kun at spille. Det er et dobbelt Spil, en Legen Leg.

Dog Spøg for Spæg det er jo næsten Alvor! – Vi er ei Kunstnere – de Spaøgefugle, Der høre hjemme i en anden Verden – Vi ere simple, jævne Borgerfolk,

Der staae til Ørene i Hverdagslivet. Dog er os Poesie og Skjønhed kjær, Og gjerne søgte vi ret klart at fatte, Ret levende tilegne os de Skatte,

Som Digteren har skjenket til Enhver. Dog, det er Tid, jeg haster nu til Enden. Hvis jeg nu sammenfatter min Betragtning – Der snoer sig rigtignok i sære Bugter –

Saa har det vist sig, om jeg ikke feiler, At Alvor først opløste sig i Spøg, Og saa igjen blev Spøgen Alvor, og Tilsidst – – men ak, det gaaer jo ganske rundt,

Man svimler – Tanken ingensteds har Fæste! Men ret betænkt, er det kanhænde sundt, Og netop her at standse vist det Bedste. Thi er det lykkets mig at gjøre Dem lidt øre,

Saa De ei see for klart, for skarpt ei høre (Ei nøie skjelne Vinduer fra Døre): Er denne Stemning maaskee just den rette, I hvilken De bør see et Spil som dette.

Dog Et at spørge havde nær jeg glemt: Den mørke Vei, jeg Deres Tanker førte, Den Snak om Skjemt og Alvor, her De hørte, Sig: troer De, det var Alvor eller Skjemt?