Ak! her er Aandslivets Kreds heelt trang,
Og faa er Aandens Udkaarne,
Hvis Indre eier en egte Klang,
Og ret for Tungebaand Skaarne.
Og nu skal her vor Armod snart
En saadan Perle miste!
Det er en Ring af ædel Art,
Der skal af Kjæden briste!
Og vi var sammen fra Ungdomstid
Og deelte Haabet, det milde
Og øste Kraft til alvorlig Id
Af samme hellige Kilde.
Og vi gik frem med enig Aand,
Med fælles Ild i Barmen,
Og knyttet tæt ved Venskabs Baand
Vi sammen næred Varmen.
Dog strengt adskiller os Livets Kald,
Og alle Klager maae tie.
I anden Egn han nu tjene skal
Den Aand, han sig monne vie.
Ja, som dens Skjoldvagt høit mod Nord
Han snart med Ære stander
Og lader klinge Lysets Ord
Og svinger Lysets Banner.
Og seet i Sandhed, det Baand, os bandt,
Er dog for stærkt til at briste;
I Rum og Tid det ei Grændse fandt:
Hans Hjerte skal vi ei miste!
Vor Afsked er ei uden Trøst;
Mens varmt din Haand vi trykke,
Vi dæmpe Sukket i vort Bryst
Og ønske dig tillykke!