De kom med Toner, klare, milde,
Med bliden Yndes Tryllemagt.
Og De gaaer bort. Hvor gjerne vilde
Vi Baand om Deres Higen lagt,
Hvor gjerne, om vi havde kunnet,
Med Lænker, som sig tætte snoe
Om Hijertet, skabe Fryd og Ro,
Til Klippelandet Dem for stedse bundet!
Dog nei! I Nordens Luft, den kolde,
Der trives Sydens Sangfugl ei.
Vi kan, vi bør den ikke holde,
Thi hjemad, hjemad gaaer dens Vei.
Engang den dog paa lette Vinge
Hid til vor fjerne Klipperivt
Fra Sydens Vaar et venligt Vift,
Fra Eden os en Hilsen kunde bringe.
Thi skal vor Afsked ikke klage,
Vort Suk skal lyde dæmpet kun.
Blot gode Ønsker Dem ledsage
Og Tak for hver os skjenket Stund.
Til Deres Haab en Fremtid svare,
Et Liv saa muntert og saa lyst,
Som Tonerne fra Deres Bryst,
Og dybt og rigt, som Mindet, vi bevare!