Forleden fra Skjervø et Budskab kom,
Det fløi nu saa vidt over Verden,
Det sagde, at vor Otto Sverdrup var
Hjemkommen fra Nordpolsfærden;
Vi tviled alle baade fjernt og nær,
Men nu vi tror det, for han er her.
Velkommen fra Ishavets Mørke igjen,
Til Venner og Slægtninger kjære.
Vi hilser jo alle med Jubel den,
Der gjorde vort Fædreland re.
Og derfor ere vi alle kry
At eie saadan en Mand i vor By.
Thi Malm er i Karen og ikke Sop,
Af Modgang han ei lar sig bøie.
Og derfor ei Isbjørnen aad ham op,
Han var dog for tung at fordøie.
Naar Ishavet brøler: “Hvem trodser mig?”
Saa svarer Sverdrup: “Jo, det gjør jeg!”
Det er kjøligt deroppe ved Vintertid,
Vel femti Grader i Skyggen;
For Sverdrup det var som en Sommer blid
Og Gigt har kan ikke i Ryggen.
Med Vilje af Jern og med Nerver af Staal,
Trods tusinde Farer han naar sit Maal.
Af Isbjørnbif er han frygtelig kjed,
Af Hvalrosspæk ikke mindre.
Om Nansen dog vinker, saa blir han med,
Thi Farer ham ikke kan hindre.
Det ønsker alle, Kvinde og Mand,
At Norge maa fostre Sønner som han.
Saalænge som Nordlyset glimrer ved Pol
Og Nordstjernen blinker foroven,
Saalænge vort Land eier Midnatssol
Og Gutter, som er saa forvoven,
Saalænge der flyder en Skude i Havn,
Saalænge vil mindes vor Sverdrups Navn.