Telefonvise

For Damerne og Herrerne jeg nu beskrive vil, Hvordan denne hersens Telefon blev til: Det var ei et Spil af Skjæbnen, men hør nu til og mærk, Saa skal I faa erfare, det var Naturens Værk.

Det var en Dag i Høst, at det Rygte gik fort, Paa Stenkjær der drukner man nu udi Lort, Og nogle vare vantro og vilde bare le, Men det medførte Sandhed, som I straks skal se.

Det var en Dag det regnede, saa Regnmaaleren sprak, Saa skulde Berg til Thorsen for at kjøbe lidt Tobak. Han tog sin Paraply aa la ivei i største Hast, Men da 'n kom midt i Gata, sat han i Lorten fast:

Aa mer aa mer han sak, det var et frygteligt Syn, Saa sæt han i et Skrik, som hørtes heile By'n. Og Folk og Onga strømma til, de! var en svare Sjau, Men ingen kun' kom halvnær'n, for da sak dem au.

Og Veimester'n kom springenes saa fort at han dat, Og 'n Raffel Sundnæsse i Storstøvlan, saa Lorten den skvat. “Faa i 'n Mortinus Kjørar, saa vi faar Fyren op.” Og 'n Mortinus og Hesten dem kom nv. i Galop;

Men enda tok de Ti' ja, aa du store Mas, Dem fik ‘n nok it op, førind'n ha kjørt en 60 Las, Aa'n Raffel han fik Sennatræk, aa Veimestern fik Sting, Men saa begyndte Folket aa tænke paa den Ting.

Aa Byens vise Fædre la nu Hode sit i Vand; Vi maa nok se at faa en Komunikasjon i Stand, Saa vi slæp aa gaa paa Gata, for Resikon e' stor, Vi kommer nu alt for tidligt ned i den sorte Jord.

Saa fik vi Telefon ja, aa den som er gjild, Nu sit vi indi Stua aa snakke de' vi vil; Aa la de bare regne, de sjenerer inte os, Nu slæp vi jo aa gaa ut, nu byr vi Lorten Trods.