Venskab

Der er et prægtigt Folkefærd, som Gud og Hvermand kjender, og som man overalt har kjær og det er vore Venner.

Hvad om vi drak en Skaal for dem? Det tror jeg, de fortjener, men først vil jeg dog sige, hvem det er, jeg nærmest mener,

Jeg mener ikke dem, der tar al Verden under Armen, og som af Venskab altid har et Pakhus fuldt i Barmen.

Jeg mener hver en ærlig Ven, som ret og sandt vil fremme og ej af Sky for den og den vort fælles Vel vil glemme.

Jeg mener den, der fordrer ej, at paa hans Daad man skjønner, som ej fornærmet gaar sin Vej, naar slet hans Flid sig lønner,

men stille gjør, hvad han formaar og lar de andre snakke og er sit Venskab tro, selv naar han kun faar Skam tiltakke.

For dem er denne Skaal bestemt, dem skal vort Hurra gjælde. Men ingen nævnt og ingen glemt! Dem kan dog ingen tælle.

Ja Skaal for dem og Skaal igjen! “De leve – de alene! – Held vore Venner – Kvinder, Mænd – de ægte – notabene.