Saganat, du store, dunkle,
drys lidt Solskin ned.
Du har Stjerner, lad dem funkle,
sprede Nattens Fred.
Tordn du for Filistrens Øren,
tordn i Holbergs Navn!
Vis al Tidens Dorskhed Dæren,
frels dens Trang og Savn.
Send os Sommersol og Varme,
høje Sagamor.
Her staar Trang med aabne Arme
og en frugtbar Jord.
Hjælp her trænges, – Storværk venter
paa en daadfuld Mand,
Blot at Mindets gyldne Renter
lever intet Land.
Løvsprettiden er vel inde
til en Vaar paany, –
Længslen mangen Mand og Kvinde
drog rundt Bygd og By.
Holbergs Aand, pust du til Gnisten,
driv den frem til Daad, –
Blomsten vokser ej af Kvisten
blot ved Bøn og Graad.
Saganat, du dunkle, store,
en af dine Mænd,
som saa mangt et Storværk gjorde,
maa vi faa igjen.
Scenen, – arm, forladt, – dig beder:
Os en Holberg send!
Lad ham tordne saa det heder:
Holberg gaar igjen!