“Fremad” Ungdomsløsnet er,
frem mod Haabets Strandø!
Over Bølgeskvulp og Skjær
lyser Fremtids Lande.
Sæt kun trøstig Sejlet til!
Haabet staar til Rors og vil
bære Ungdomsblodets Ild
over Fartens Vande,
Møder Modbør, Storm og Skjær,
skal du ej forsage;
thi bag Kampen vinker der
Sol og bedre Dage.
Skuden Pynten klarer nok,
gaar den end for rebet Fok.
Gjennem Stormen gaar som Lok:
“Du skal Sejren tage!”
Fyret, som i Lynglans du
gjennem Mulmet skuer,
saa at selv i Nattens Gru
Morgenhaabet luer,
det er Sjæles Sympathi
for det Kald, den Daad, hvori
du dig føler stærk og fri:
Lad saa se, du duer!
Fremad da i Lys og Liv, –
frem, hvor Kaldet vinker!
Bort fra Smaalighed og Kiv,
bort fra alt, som hinker!
Frem i Enighedens Navn,
frem i Kjærlighedens Favn,
frem, hvor du kan gjøre Gavn, –
der din Stjerne blinker. –