Født med Kunstens Gnist i Bringen, blev du, Edvard Grieg. Og ingen bedre kunde Pundet pleje. Tidt er tunge Kunstens Veje.
Over Fjeld og Stup og Hej ofte der ej findes Vej. Du blev Kunstner af Guds Naade, Vejen selv du kunde raade.
Baaret paa Geniets Vinger ser vi, hvor du fuglefri Stup og Sump gaar frelst forbi og mod Kunstens Himmel svinger.
Aldrig har du Kaldet svigtet, rigt og skjønt du Toner digted. Du i Kunstens Verdensstevne viste, at dn havde Evne
til at bære Budskab om det, som selv vi aldrig aned. Vej til Hjertets Helligdom har med sikker Haand du banet.
Der forstaaende dit Øre bedre end vi selv kan høre. Derfor dine Toner bar til os Spørgsmaal, Tvil og Svar
slig, at alt – som aabenbaret – laa i Kunstens Lys forklaret. Folkelivet og Naturen, Evnens Adling i Kulturen
er den Skole, du har gaaet og de største Højder naaet. Hvad du fandt, det har du tolket. Fint du følte Hjerteslaget,
naar det jubled, naar det klaged, – og du skabte Folk af Folket. Vidjen blev en Harpestreng, vejløs Vildskog blev til Eng.
Ubekvem Materien var, – men de dybe Rødder bar dig til Folketonens Strande. I vidunderskjøn Fortoning
bæres nu rundt alle Lande dine Storværk af Forsoning mellem Kunstens største Vidder og vort Hjemlands Fuglekvidder,
Sagn og Saga, Tro og Trang, Huldrelok og Sætersang. Tak, Nina Grieg, for hver en Gang, du af et kunstfyldt Hjerte sang,
for hver en Gang du for dit Folk var skjønne, store Toners Tolk. Din «Troldhaug» er en Skanse, som idag sig mange lejrer om.
Det er en takkende Armé, langt større end du kan den se. Tak hilser dig fra Li og Strand, fra Frændehjem og Fremmedland.
Tak, Nina Grieg, for hver en Gang du lys og frejdig for os sang.
Cookies on Poetry Cove