Paaskelilje, – Aar efter Aar kom du som Bud for en gryende Vaar tittende frem af den livssvangre Mark ligesom Duen af Noas Ark. –
Ængstelig var du , du vidste jo ej om Jordbunden endnu var varm nok for dig; men altid kom du og søgte dig frem under Bakkeheldet et venligt Hjem.
I Aar jeg endnu forgjæves har gaaet de vante Veje, hvor du har staaet, spejdet og søgt dig med Elskerens lld. Hvor blev du dog af?
Flygted du? Gik du i Vintren dig vild? Var der nogen derinde i Haugen, som gav dig Glemselsdrik? Og husked du ej, at du var Vaarbud og skaulde lyse,
om saa du selv maatte staa og fryse? Aldrig man hørte, at du var bange. – – Naar Stæren mødte med sine Sange, saa var man sikker paa,
at du med Hovedet laa lidt halvt paa Skakke i en solblank Bakke og lyttede til
dens forelskede Spil. Det gav Mod og Livslyst at se dig der. Man vidste, at bag dig der stod en Hær med sydende Kræfter,
der længtede efter at tage Vintren og alt dens Væsen afdage. Dagene længes, Nætterne er korte, –
Paaskelilje, kun du er borte. Har Novembervinden sust slig omkring dig, at du knust bøjed Nakken lor sidste Gang?
Har ej Vaarens Gjenfødselstrang naat dine Rødder? – Er ej April endda den Maaned, “da Somren blir til?” Ud af Svøbet, dejlige Paaskelilje!
Solen er varm, – her er megen gjærende Vilje. Men du, min kjære, skal være Pantet og Tegnet paa,
at vi, som vil fremad gaa, ikke blot vil forstaa, men elske vort Hjem og dets smaa. Hvad vi af dig vil have
er Kjærlighedens Gave.
Cookies on Poetry Cove