Norske Kvinde! Til din Hæder
blev der tidt ved festligt Lag
sagt i Taler og i Kvæder,
at du – som dit Kjøn – er svag.
“Dette Kjøn, det svage, smukke,”
tidt det lød i samlet Kor,
“ofres vore stille Sukke,
vies hvert bevinget Ord.”
Deilig er du, svag dog ikke.
Følte man, hvad Magt du har
blot i dine varme Blikke,
sagde man ej, svag du var.
Stor du er i dine Drømme,
stærk, hvor noget ofres skal.
– Tak for alt, – ikveld vi dømme
din Elskværdighed paa Bal.
Ballet er et Skjønhedsrige
som Provins til Livet lagt.
Her ved Hjertets Himmelstige
staar du som den største Magt.
Ogsaa her du er den første –
hvad var Ballet uden dig?
Vi dig hylder, Livets største
Magt, og lever, dør for dig!