Den Tid, da vore Fædre hver Julekveld for Asers Drot at hædre – til eget Held –
med Hestelever fyldte sit Egefad, de følte, at de skyldte sin Drot et Kvad.
Men midt i Sangens Stilhed de tidt fornam en Storm af bister Vildhed bag Skyens Kam.
Da var det Julerejen, der ude var; maaske den ogsaa Vejen just herom skar.
Og Mor og Børn sig klynge om Husets Far. De tør ej længer synge; thi Tonen bar
maaske et Bud i Natten til Rejen hen, – da tog den Juleskatten i samme Grænd.
Thi her og der det hændte, saa Troen gik, – og gamle Folk godt kjendte, at den holdt Stik, –
at Rejen tog paa Flugten snart der, snart her en Sjæl, naar den paa Lugten fandt Fangsten der.
Jeg kjendte i min Barndomstid en Mand, som Kristen var forresten, og baade Klokkeren og Præsten sit Offer gav i rette Tid.
Nn var han gammel, ikke blot af Aar, men og hans Sind var graat: Hver Julekveld han endnu hørte, naar Rejen over Gaarden kjørte.
Han sine Børn i Tugt og Tro indprentede den fromme Lære, at frygte Gud og Kongen ære og sætte Pris paa Grandero.
Ved Siden af han faderlig dem tyded Julerejens Skrig, saa hver en Julekveld de skjælved for Rejen og dens fæle Helved.
De sang: “I søde Juletid, man maa sig rigtig godt fornøje, og for Guds Naade at ophøje man bruge maa al Kunst og Flid.”
Men Glæden blev ej mer end halv; thi mens de sang, de dystert skalv: hvert Vindpust mod den frosne Rude fortalte: “Nu er Rejen ude!”
Hver Julenat fra Kveld til Gry – Familjen samlet sad i Stuen. Man vogted paa, at Tyrilnen, naar den gik ud blev tændt paa ny.
Og heller ingen søvnig blev; thi “Far” med saadan Skræk beskrev, hvor ofte Rejen røved Sjæle, at hele Klyngen maatte fæle.
“Paa Nabogaarden”, sagde han, “har engang bo't en vantro Stakker, som derhos var en saadan Prakker, at han hver Jul, – det vidste man, –
lod Ilden dø og gik til Ro og sov selv mellem tolv og to, da Mørkets Magter værst regjerer og rundt i Nattens Gru huserer.
Men han fik ogsaa Løn tilsidst; thi Herren la'r sig ikke spotte. En Julekveld kring Klokken otte, – han næppe havde Grøden spist, –
han slukte Lyset, la' sig ned, bad Fadervor og Herrens Fred. Da ud paa Natten det var ledet, kom Rejen, – ja, I alle ved det:
Det blev et syndigt Tordenvejr, og Rejen saa's paa sorte Heste, som Lyn af sine Næser blæste. Hos nævnte Nabo slog den Lejr.
Med brukken Hals han funden blev den næste Dag.” – – – Saa han beskrev nervøs, alvorlig Rejens Vildhed, mens Flokken skalv i Angstens Stilhed.
Svein hedte Husets ældste Gut. Begyndt han tidlig var at tvile. Han kunde endog mellem smile, naar Farens Prækener var slut.
Han blev en uræd Karakter, og da han aldrig Rejen ser, som attenaarig han erklærer, at Tvil om dens Tilvær han nærer.
Med Bønner, Trudsler da hans Far tar Sønnen rigtigt haardt i Skole: Han maa begribe han kan stole paa alt af det, som hørt han har.
Det bjælper ej. Og Jaulekveld paa Loftet under varme Feld han gaar til Sengs, tør endog vove med slukket Lys at ville sove.
Men ud paa Natten blev der Larm. Han syntes høre Ugler tude og Vingeflags mod Loftets Rude samt Vaandeskrig i Nød og Harm. –
Svein Urædd tænkte uden Sorg: “Min Seng er mig saa fast en Borg; og er jeg selv end svag og liden, jeg har min Tollekniv ved Siden.”
Saa Døren sprang paa aaben Væg. “Hvor er han Svein, som ej kan fæle?” en Stemme hven med sælsomt Mæle, “han knuses skal med Led og Læg.”
“Hm, hm,” sa' Svein, “her ligger jeg! Hvis nogen spørger efter mig, saa hils, at her man kan mig finde, saa godt det gjøres kan iblinde.”
Da lød en Stemme tung som Torden: “Nu maa din Sjæl med Rejen gaa, fordi at du har tvilet paa, at Julenat den er paa Jorden.” –
Og om hans Strube greb en Haand: “Nu, Stakkar, giv da op din Aand!” “Nej vent”, sa Svein, tog fat i Rejen, “du har nok taget fejl af Vejen!”
Han Rejen greb om Haar og Skjæg med ene Haand, og i den anden han holdt sin Kniv. – “Nu du paa Randen til Døden er. Mod denne Væg
paa Øjeblikket jeg dig spidder, hvis ikke strax du nævner Navn din dumme, sorte Natteravn, saasandt som jeg Svein Urædd hedder.”
Da Rejen blev med engang tam og trygled tyndt med Skjælv i Mæle: “Jeg vilde bare se dig fæle, – jeg er saa blid som noget Lam.
Hvis bare nu du slippe vil, skal Rejen aldrig Men dig gjøre. – – – Saa slip da, Svein!l Kan du ej høre, at Rejen nu er blid og snil.” –
“Først skal du sige, hvem du er, og hvis du ikke strax det nævner, jeg ikke mindste Frist dig levner. Føl, kan du kjende Kniven her?”
Da Rejen grumme ondt sig bar; men der var intet Valg at gjøre, – den stønnede i Guttens Øre: “Aa Svein, jeg er din egen Far.”
“Min Far? Hvordan skal det forstaas?” – “Jeg vilde bare lidt dig skræmme, da ikke mer jeg kunde tæmme din vilde gudsforgaaede Trods.
Det bedre var paa denne Maade at frelse dig, end du Guds Naade forspilde skulde. Ikke sandt?” “Nej,” svarte Svein, “d'er Tøv og Tant!”
Hver Julenat i Norden kan gamle Mænd end høre Rejens Torden om Gaard og Grænd.
Men om mod dunkle Rude den Vingen slaar, Svein Urædd tør staa ude paa Fædres Gaard.
Thi Sandheds klare Stjerne ej blot oprandt, saa Vismænd fra det fjærne mod Lyset fandt.
Nej ind i hver en Hytte den lyse vil, – det kan ej længer nytte slaa Lugen til.
Sandheds, Friheds Stjerne har aaben Vej. Om “Far” det hindrer gjerne, det nytter ej.
Igjennem Nattens Vildhed dens Straaler naar og sænker Fredens Mildhed om Hus og Gaard.
Cookies on Poetry Cove