Sommer, – holder du paa
alt at gaa?
Vil du alt gaa fra mig?
Jeg fik jo ikke se dig, –
blot kjende,
hvor du kunde brænde,
i lange, tunge Dage
og syge Nætter, –
Nætter, som sætter
Livet tilbage
i den værste Vinternød.
Blot i Drømme jeg dig saa,
hvor du lys og fager laa,
drømte, i din glade Glød
jeg dig favned lykkesvimmel.
Sommer, hele Barmen fuld
gav. du mig af Lykkens Guld
fra din egen rige Himmel.
I hvert Aandedrag du lod
Salighedens Vellyst bæve.
Mod og Magt jog varmt mit Blod, –
o, – hvor godt det var at leve.
Men – saa var en Drøm det blot,
søde Sommer, du mig sendte.
I mit lille Sygekot
bare Smertens Varme brændte.
Vent lidt, Sommer.
Længe blir det nu ej, førend
jeg kan aabne for dig Døren,
saa du selv ind til mig kommer,
ikke blot af Drømme baaren,
men du selv, – du Barn af Vaaren.
Gaar du alt? – o lad mig dog
fra min lille stængte Krog
først faa sagt dig – glem mig ej –,
Sommer, o jeg elsker dig.