Saa tidlig oppe som idag var Længslen sjelden i mit Sind. Højt bølgede dens rene Flag, da første Solstrejf glytted ind.
I Skyds den vilde med min Sjæl, paa Bejltur i den friske Bris. Den vidste, hvor jeg elsked sæl med den at gaa paa Vikingvis.
For os vi havde længste Dag, som Aarets Sol kan møde med. Og Luften var i Højtidslag, hvor alt var Fred og Kjærlighed.
Nu, Længsel, har du mig ombord. Nu vil vi sejle lyst og langt. – Se først, hvor gamle Minder bor, – der er det trygt, om der er trangt.
Vi hilse skal dem fra vort Hjem og takke for alt fælles godt, som voxet sammen er med dem og elsker med dem stort og smaat.
Du gamle Mor, du undres paa at se saa tidlig Gutten din. Men Længslen, den, den skynder saa i slig en børblid Morgenvind.
De blide stille Minders Fred staa signende som Rosers Smil paa Bryggen, – ber os hilse med: Vel mødt igjen i næste Mil!
Der ligger Fremtidsdagens Kyst, – en halvdrømt Drøm i Morgendis. – Se her gaar Længslens Veje tyst, hid har den mig i Stilhed skys'st.
Her endelig jeg saa og fandt det Land, hvor Bror paa Søster tror, fordi at alle siger sandt, – her er ej Brug for tomme Ord.
Her Kjærligheden selv er Gud som Gud er evig Kjærlighed. Om Staburdogmatikens Bud selv ikke Antikvaren ved.
Her laaner ingen Nabos Tro og ingen gaar paa Tvilerjagt. Og for dit eget Hjertes Ro du selv maa holde Æresvagt.
Og Sandheds, Friheds lyse Land maaske alt mere nær er vi, end nogen af os fatte kan i Taagen, som vi klemmes i.
Hver Sejr, som Kjærligheden vands hos Enkeltmand, i Folkeret, er Glimt fra dette Fremtidsland, vi her i Længslens Lys har set.
End er ej Tid til Sejersgang; men Samlingsmarschen tone kan og sætte jublende igang et Livets Lystog i vort Land.
Cookies on Poetry Cove