Sagnlandet

Den Gang, da Harald havde samlet Norges Rige og højt sig selv paa Kongestolen sat, man saa en Flok af Mænd ombord at stige, der havde Gaard og Grund og Hjem forladt.

Det var ej Udaadsmænd, som flygted bange før Straffen kunde deres Nakker naa, ej Eventyrere, som vilde prøve paa i fremmed Land en uvis Lod at fange.

Som Kveldulv, der i Skibets Løftning staar, mens Morgensolen Fjord og Bygd forgylder og Vinden kjælent Sejlets Bugtning fylder, man intet Indtryk af en Flygtning faar.

Han skjælver ej for Dagens klare Sol, – langt mer han ligner Frihedens Symbol paa Altret sat i Folkerettens Kirke. Ja saa det er. Da Harald Odlen tog

– den gamle Grund for Bondens frie Virke – da var det Kveldulv og hans Frænder drog fra Landet ud og nye Hjem sig tog. Selv gamle Kveldulv naadde ikke frem

– hans Dag gik med paa Vejen over – han saa i Dæmring kun et Frihedshjem staa op af Vesterhavets Vover. Men Heltens Kiste flød mod Islands yst

og Kveldulvs Æt sin Landnamsstrand befolker den Dag i Dag, mens Far sin Søn fortolker de rige Sagaskattes Lov og Lyst. Det er vort Frændefolk, som bygger der

i Sagalandet mellem Skar og Skjær. Det randt af samme Rod, ja det var Norges Marv, som flytted for at hegne Fædres Arv. Tanken var fager og daadfrisk som Vaaren:

Friheden frelst over Bølgerne baaren. Her skulde findes et Hjemsted, saa alle – fribaarne fødte – sig fribaarne Mænd kunde kalde. Tanken var stor, kunde Hjerterne varme,

Sindene samle og staalsætte Arme. Da havde Island sin Stortid, men siden Sagnøen stundom var ynkelig liden. Skulde man ønske et Land, at tilbage

det maatte faa sine mistede Dage, da er det Island!