Til Mindefester man med Andagt gaar. Jo større Navn, jo mere Sjælen skjælver. Her Mandens Minde sig som Himmel hvælver om Kredsen, hvor hans Navn i Solglans staar.
Thi Adam Oehlenschläger er et Navn, der uomtvistet blandt de store tælles, – blandt Sagadomme faa saa ens. der fældes, og Nordens Drama har begrædt hans Savn.
Han stod paa Grænsen mellem Næ og Ny, – han saa som Yngling Fremtiden i Svøbet af Samtidsklude; men han voved Løbet og ringed ind den nye Tidsaands Gry.
Han med Geniets Djærvhed Lampen tog – Aladdin lig –, og Lys om nye Strande han tændte ved sin Livskamp for det sande, og “Døgnets Vetter han som Dverge vog”.
Nu er vel Oehlenschläger bleven gammel, - hans Sekularfest er jo ringet ind; – men aldrig vil af den, der ej er blind hans Daadsdags Virke kaldes udslidt Skrammel.
– Han var sin Tid i højeste Potens, og ej han spurgte, om han var tilvens med Censor ,Dit og Dat» af Godtfolks Naade. Han stod som Bro imellem fjern og nær,
som Høvding for sin Samtids Længselshær ved Porten til den nye Æras Gaade. Derfor der løftes nu kring Stad og Strand blandt Nordens Folk for Adam Oehlenschliåger
i Høitid i hans Mindebæger: thi hele Norden er hans Fædreland, – – han har jo selv med Digtersprogets Vægt med Haakon Jarl erklæret sig i Slægt. –
I denne Fest-Ring til den stores Ære vi efter Evne vilde med nu være. Han selv er død, men hvad i Aand han skabte blev Slægtens Eje, – den det aldrig tabte.
Hvor kjært og sandt jeg her hans Billed maler, man ser ham bedre dog, naar selv han taler; thi hvad han var og er og altid bliver, i Mindets Festaand man dog bedst forstaar,
naar Sjæl mod Sjæl man mod hans Storværk staar, – jeg “Axel, Valborg” derfor Ordet giver.
Cookies on Poetry Cove