Prolog

Enhver har følt den sikre Kraft, man faar, naar trygt man kjender, at man hjemme staar. Man ved, at netop herfra selv man stammer, man ved, hvorlangt Ens Kaar og Evne rammer.

Vi møder med et Spørgsmaal, gamle By: Vil du din Datter, Scenen, atter favne? Vil du i denne Byttenom af Navne blot se de kjendte Venner født paa ny?

Skal Byens Scene rejse sig igjen, saa maa den føle, at den her er hjemme med baade Barneret og Borgerstemme og at den mellem Venner staar som Ven.

Og derfor, Bergen, er det nu vor Bøn, at du et varigt Hjem os her vil give, at vi som Børn i Huset kunne blive, at du vil lyse os i Kuld og Kjøn.

Vort Krav er stort, det ved vi altfor godt: Du mindes dine gamle Koryfæer, Geniets Kaarne, mod hvis Kunsts Trofæer vort Virke synes dig at være smaat.

Men læg dit Hjerte til, du friske Slægt, – den gode Vilje ved du, at vi ejer, – hvem vil saa tvivle om vor Gjernings Sejer, om Arvens Løften i dens fulde Vægt?

Vel sandt, der findes endnu mange Kanter, der Skjønhedsfyldens Krav og Stempel vanter, – vi vente faar, – du har jo ventet før, og sikkert er det, Kunsten aldrig dør.

Har Hjertelaget du og Viljen vi, saa vi i Enskab kan mod Maalet stevne, saa tør vi tro, der kommer ogsaa Evne, – her Jordbund findes, blot med Taalmod bi.

De gamle Minder skal som Maalet staa, og vi vil ofre vore bedste Kræfter for engang det igjen at kunne naa, – om ikke vi, saa de, der kommer efter.