Der er Uro i Luften. Storm er ivente.
Man hører en fjern, tungt rullende Torden.
Den nærmer sig Norden.
De skriftkloge frem Barometret hente.
Det staar paa “uroligtt”. – De Hovedet ryster
og beder Gud fri vore gamle Kyster
fra altslags Uvejr og Storm især.
Det bedste er
efter deres Mening et Lummerstille,
hvor ormstukne Træer og lasede Skur
kan taale at staa i den fri Natur.
Der er Uro i Luften, og Stormen kommer.
Tro ej, Farisæer, fordi det er Sommer,
du undgaa den kan og staar det paa Sand
dit Hus, hvem ved, om det holder Stand.
“Forordninger” har du, “Love”, “Plakater”,
“Resolutioner” og smukke “Traktater”;
men tror du, de er at stole paa,
naar Aandens Torden begynder at slaa?
Du paastod altid, at dine Ord
i lige Linje stammede fra Himlen,
naar Magt du vinde vilde over Vrimlen.
Men naar ombord
du skulde ride Storme af paa Tidens Skude,
du raabte stadig: Det med os er ude!
Det er fordi, at ikke selv du tror.
Du tror ej paa,
at Aanden Baner har, som ikke staa
beskrevet i “autoriserte” Bøger.
Du tro ej vil,
at Aanden Tunger give kan af IId,
hvis Sprog til Hvermands Hjerte Vej sig søger.
Tro hvad du kan, men Folkets Fremtidshær
sin Pintse hilser glad: Velkommen vær!
Velkommen Storm og Torden! Det er Bud
fra Lysets, Sandhedens, fra Livets Gud.