Ny Vaar

Atter staar Vaaren med aaben Favn, byder sig frem med Sol og med Varme, løfter mod Lyset paa kraftige Arme Livet, som led under Vinterens Savn.

Ud af det lille muldgjemte Frø knopper sig Spirerne, beder i Stilhed: “Vaar, lad os leve!l Giv Solskin, vis Mildhed; mens man er ung er det traurigt at dø.”

Vaaren er stærk. Den har Selvherskermagt, – Czaren og Melikoff har den ej større. Knopperne kan den knuse, fortørre; men den med højere Syn staar i Pagt.

Vinder kun Vaaren i Sandhed frem, gror ikke Ugræs. Og Nihilister er kun en ny Udgave af dem, som lyder Navnet “fuldblods Filister”.

Hvem har ej hørt disse mørke Mænd skumlende Livet i Vaaren forbande? Villige trækker de Sværd fra Lænd for Vaarens Magter at overmande.

Det lykkes dem ikke; thi Vaaren ejer stærkere Vaaben, som mere vejer end nogen Armé. Naar Is og Sne

førtes i Felten for Livet at kue, Vaaren sendte lidt Solskin ned, og hver en Tue blev til et spirende Blomsterbed.

Dejlige Vaar, altid velkommen, velkommen i Aar! Du har din Magt i din Mildhed og Varme, du dig forbarme

over alt mørkt og alt sygt i vor Slægt. Løft det fra Vinterens istunge Vægt. Lad saa det gode mod Himlen sig ranke. Tanke paa Tanke

voxe som Roser paa Livets Træ i Lys og Læ. Tag i din Favn alt, som har lidt under Vinterens Savn.

Haabet lad melde, at snart der kommer som Vaarens Arv den dejligste Sommer.