"Mand og Kone"

Du ser et Par, – en Mand, en Kvinde paa første Pladse i Parket. Han sidder hele Tiden inde og konverserer aandfuldt, let.

Hun smiler, nikker næsten lidt koket, – man ser hun skatte kan hans fine Tone. Spørg hele Publikum, det gjætter let: De to kan ikke være Mand og Kone.

Du ser et andet Par ved Siden, – de vexler ikke en Replik. Han ser omkring sig hele Tiden og har det hedt med Buk og Nik.

Hun kjeder sig, – og vender Ryggen til og gisper som en ottiaars Matrone. Hvem er det? Du kan spørge, hvem Du vil, og Svaret bliver: Det er Mand og Kone.

Og se engang paa disse tvende, de følges ind i en Butik. Han enig er i alt med hende, og øver ingen Slags Kritik,

alt hvad hun ønsked sig, hun ogsaa fik af Pynt og Strudsfjær fra den hede Zone, men i Butikken sagdes, da de gik: De to var sikkert ikke Mand og Kone.

Men neppe var de ud at Døren, saa meldte sig et andet Par. Knapt ønsked Damen noget, førend han spurgte, om det kostbart var.

De mest beskedne Ønsker han modta'r med Hovedrysten og: “Nej Magdelone!” Men da de gik, der ikke Spørgsmaal var om andet end, at det var Mand og Kone.

Saa ser Du paa Din Morgentur et Par tilhest, der sværmer, galopperer: og Herren gjør ustandseligen Kur, mens Damen ømt, elskværdigt koketterer.

Hvem er den blide Amazone, som denne Theseus fanget har? Det sværmer nok det unge Par, – men det er ikke Mand og Kone.

Det trivielle Hverdagspar, tilfods i Gadens værste Mudder, hvor Herren andet Svar ej har end: “Mutter, det er Tøv og Sludder!”

Hvem er vel dette Korsets Træ, han trækker paa med grætten Tone? Hvem har vel ikke gjættet det? – Det er hans egen søde Kone.

Man kunde Prøverne supplere ad libitum i Evighed. Jeg slutter, da jeg ikke ved paa Ordet “Kone” Rimord flere.

Kun et til Slut: Mon Grunden til at Skyen favnes pro Junone saa tidt, er Skjebnens lumske Spil, der tager Fejl af Mand og Kone?