Kong Pyrrhus

Kong Pyrrhus en Dag var i godt Humør, hvad ikke altid han var, da stod et Gesandtskab for hans Dør, som Bøn og Budskab ham bar.

Gesandterne krummed sin stive Ryg og talte til Kongen saa: “Hil være Dig Pyrrhus, her sidder Du tryg; gid altid det vel Dig gaa.

Vi er Tarentinere, Romerne vil os æde med Hud og Haar. Men kjære Kong Pyrrhus, vær nu saa snil og hjælp os, før vi forgaar.”

Kong Pyrrhus led af nervøs Affektion og sagde, da Talen var endt: “Det kommer belejligt, lidt Rekreation ved Herkules trænger jeg plent.”

Gesandterne krummed sin stive Ryg og sagde Kong Pyrrhus Farvel: “Fra Hellas kommer Soldater som Myg og slaar hver en Romer ihjel!”

Tarentinerne fejred paastand en Fest. Med Flæsk og med store Ord man flottede sig, og hver eneste Gjæst fandt selv sig umaadelig stor.

Kong Pyrrhus kom med, og han aad og drak som det kunde sømme sig ham; hvert eneste Bæger tilbunds han stak og gjorde paa Værterne Skam.

Da Morgenen gryed, han axled sit Sværd og samled sit Følge til Strid : “Lad spørges,” han sagde, “vor Heltefærd, følg modigt min Fane hvid!”

Da Pyrrhus frem til Heraklea kom, han mødte den romerske Hær. Han raabte blaseret: “Ah, vender om og kommer mig ikke nær!”

Men Romerne var ikke det Slags Mænd, der skrækkes ved store Ord; de bar ej til Pryd blot sit Sværd ved Lænd som “Krigsmagten” længer nord.

Kong Pyrrhus sejred; men Tabet var saa stort i hans egen Flok, at Manden sagde: “Jeg sejret har, men Tak, det være kan nok!”

Nu vilde han vende Næsen hjem og Romerne lade i Fred. En Tarentiner da truadte frem og lagde paa Knæ sig ned:

“Nej hør, Kong Pyrrhus, Du maa ej gaa. Du har nervøs Affektion, men den skal der snart blive edet. paa, – der er Tegn alt til Reaktion.”

Saa blev Kong Pyrrhus. Ved Askulum han sloges for anden Gang. Men Reaktionen slet ikke kom, – end bedre Sværdene klang.

Kong Pyrrhus sejred, men mod i Hu han sagde: “Jeg tilstaa vil, jeg vinder kun med forfærdelig Gru en Askulums-Sejer til.”

Han vandt den ikke. Ved Benevent han tabte den næste Strid. – – – Han var ingen Usling, han var omtrent som alle, der slaas mod sin Tid.

En Askulums-Sejr nok vindes kan naar Pyrrhusarmeen vil i Striden møde til sidste Mand; men lykkes det en Gang til?

Har Pyrrhusflokken vundet en Strid, den altid er impertinent. . Den kjender ej Højmod. – Jeg svarer: “Giv Tid, vi mødes ved Benevent!”