Om Norge blev det ofte sagt, det var et fattigt Land med liden Marv og mindre Magt, – man kunde se selv af dets Dragt,
det var at Husmandsstand. Til andre Tider faldt der Ord som om det sikkert var, at “havomkranste gamle Nor”
var Kjæmpen, som den hele Jord paa sine Skuldre bar. En Stemning overdriver let, – det ved vi alle før.
En stormer fremad, – en er træt, – en hungrig er, og en er mæt, – en fødes, og en dør. Men et skal evigt være sandt, –
hvad Norges Hæder er, det er, at Verden aldrig fandt en mager Jord, hvoraf der randt saa meget stort som her.
Om ikke mer der nævnes kan til Norges Ros end blot: her fødtes Henrik Wergeland, her leved, elsked, digted han, –
hvem har den bedre faa't? Os Wergeland lærte, vi ej skal foragte det smaa, som vil frem, og ej blive forsagte, om Bakken er brat; thi jo varmere Striden,
jo skjønnere Hvilen og Hæderen siden. Og sandere Lære ej Smaafolk kan høre end den: “Vil du fremad, maa selv du det gjøre.” “Tak til,” siger Wergeland, ”hvis ej med Lænke
man binder din Trang til at tale og tænke.” Er Landet end lidet og Kaarene ringe, vi skylder dog Hjemmet det Offer at bringe at hegne derom og at sætte vor Ære,
trods Smaahed og Mangler, i Nordmænd at være. Se saa lærte Wergeland. Hver af hans Sange dig viser som Nordmand: “Aa vær ikke bange, om endnu dit Land og da selv er saa liden, –
vær vaagen og virk, – alt vil voxe med Tiden.” Tak, Wergeland, dit Værk var stort; thi du har intet mindre gjort end givet Tro os paa os selv.
Du viste os, hvor Vejen var, som altid ud og fremad bar helt op mod Himlens Hvælv. Tak, Wergeland, for hvert et Digt.
Dit arme Land er blevet rigt ved det, du skrev, – – det Skatte er, som større Renter give skal end Ædelstene og Metal, –
det er en Fremtidshær. Dit Minde derfor leve vil, saalænge der er Nordmænd til.
Cookies on Poetry Cove