Til Hvile gaar du, gamle Aar,
af Kamp og Møje træt.
Din Grav paa Tidens Kirkegaard
alt aaben staar
med Granbarkviste klædt.
Krum er din Ryg og saar din Fod,
dit Blod
ej jager mer i mægtigt Mod.
Du længes ind til Hangens Fred,
din Sol gaar ned.
Imorgen vil Sol over Lide
lyse paany.
Haabets Tanker vil ride
med Morgenrøden saa vide
og sprede hver Tvilens Sky.
– – Javist var det møjsomt ofte
at ro gjennem Brot og Brand.
Du holdt dig dog paa din Tofte
og øjnede altid Land.
Tidt kunde det vistnok værke,
naar Vinden bar midt imod,
og alting stod
for din varmeste Vilje paatværke.
Tungt var det, men
du Pynten hidtil har klaret
og Troen og Haabet bevaret,
du frejdig gaar paa'n igjen.
Og det gjør du sandelig Ret i.
Snart skinner Solen paany.
Øjner du Havnen, klædt i
Regnbueglans? – Der er Ly.
Der vil kjærlige Hænder
svale din brændende Pande,
der er trofasts Frænder,
og der er Vennerne sande.
God Nat, du gamle Aar, god Nat.
Tak for alt godt, du gav.
Tak for hver dejlig Mindets Skat,
mit Hjerte holder af.
God Morgen, Nytaar. Kom med Fred
til Folk, til Land og Hjem.
Velsign hver Sjæl i Kjærlighed,
sign alt, som længter frem.