Fra mit Vindu

Det var Paaskedag. I Følge saa jeg som en stille Bølge Folk paa Kirkevej at gaa. Fra mit Vindu ud jeg saa,

søgte en af Menigheden, i hvis Øje Paaskefreden altid som et Fremsyn laa. Mænd og Kvinder drog forbi,

højtidsklædte, søndagsstille, som de skulde frem sig stille til en Offerfest, hvori selv de skulde Ofret være.

Haun var ikke deriblandt. – Hun, som alting kunde bære for at glæde sine Kjære, hende ej mit Øje fandt.

Og med Klage gik jeg til min Krog tilbage: “Det blir triste Paaskedage!” Men mellem Pintse og Paaske det Aar

kom der en dejlig og solskinsrig Vaar. Maatte forgjæves i Paasken jeg vente fandt, hvad jeg søgte, jeg siden med Rente. Snart Sommeren vi har, –

gid den vilde bære det bedste den har til dig, du, min Kjære.