Jeg mindes en gammel Bedstefar, – hvidhaaret og bøjet af Tidens Vægt; men Hjertet var ungt og Tanken klar, elsket af ung og gammel han var
i hele sin talrige Slægt. Jeg hørte ham engang en Julekveld, han sad mellem Slægtens store og smaa, tale om Livet – dets Ve og Vel,
dets Sorger og Glæder, dets Uheld og Held, – hans Tale begyndte som saa: “Ikveld mig drages til Minde? et Ord, som vi alle har lært,
et Ord, der for Mand som Kvinde bør være helligt og kjært, – det er det Spørgsmaal, som lyder, naar over din Næstes Men,
du hjerteløst Staven bryder: Hvem kaster den første Sten?” I Livet det tidt mig hændte, at du, som om andres Fejl
fortalte alt ondt, du kjendte, selv lensed for raadne Sejl. Den første, den bedste Byge, som over Vandene hven,
dig sagde: Du Flag maa stryge, – “hvem kasted den første Sten?” Og du, som i Glashus bo'de og kunde af Godtfolk le,
fordi du barnagtig tro'de, at ingen dig kunde se, – – din Rude skulde du male og selv være blank og ren,
saa slap du den tunge Tale: “Hvem kasted den første Sten?” Nej, lad os ej hade og laste, – selv om “en forloren Sæn”
med Smaasten paa dig vil kaste, saa bed du “den femte Bøn”. Glem alt, som har smertet og saaret, gaa frejdig paa egne Ben, –
husk alt, som er hjertebaaret, – kast aldrig den første Sten.” Ikveld, da vi fejrer Mindet om ham, som hint Ord har sagt,
det lægger sig ind til Sindet med hele sin Sandhedsmagt. Hver ærlig Sjæl burde haste og love alle som en:
Jeg aldrig med ondt vil kaste, – ej kaste den første Sten.” Lang blev Talen, vi unge sad lyttende om ham i sluttet Rad.
Da han var færdig, vi alle vidste, at Julens Hæjsind vi ej bør miste. Selv om af Livets Knappenaalstik mange du fik,
du skal ikke harmes og græde, – bliv Barn i din Juleglæde.
Cookies on Poetry Cove