Kom lad os synge Vaarens Sang
og sende Bud med Vejr og Vinde
om hvad vi varmest gjemt har inde
af Fremtidshaab i Tro og Trang.
Vort Fremad fuldt og frit lad klinge,
og Frihedsfanen højt lad svinge;
thi den er Vaarens bedste Skrud,
naar sandt og helt den foldes ud.
Lig Trækfuglflokke Havets Hær
af Skibe nu paa Havn og Fjorde
vi ser, og ved, at indenborde
der Daad og Drømme samlet er.
Se disse kjække, stolte Baade,
se hele denne Fredens Flaade,
som sejler ud fra Bergens Vaag
fra Kyst til Kyst paa Verdenstog.
Og dog for Krudt og Dynamit
vi snart faar Brug, – vi Vej maa fælde
igjennem denne Skog af Fjelde,
som Landet før i to har slidt.
Jernbanens Tog igjennem Uren
vil klinge godt til Fosseduren,
og Fossen selv elektrisk til
vor By som “Kraft” vi føre vil.
Men midt i Døgnets Liv og Larm
vi glemmer ej, at Byens Ære
det er sit eget Navn at bære
uplettet gjennem Lyst og Harm.
I Ly og Læ af Fortids Minder
Søn efter Far nok Vejen finder,
og altid vil vi passe paa,
at Bergen ej skal stille staa.