Du narret blev igjen April?
Du trodde Somren stunded til,
og at din vinterbidte Hæl, –
dit saare Sind, din frosne Sjæl, –
i Vaaren skulde finde Frelse.
Men du ser intet Tegn til Vaar, –
Sne falder om dig, hvor du gaar, –
af den du venter ingen Helse.
Min Ven, vær ej mod Sneen streng;
thi den er Vaarens Brudeseng.
Der bliver Frøet varlig svøbt,
den unge Spire hjemmedøbt
og viet ind som Liv i Livet.
Dens hvide Uskyld er ej gold,
og klynk ej om end den er kold, –
sin Varme den har andre givet.