Der hænger et venligt, lidet Hjem paa min Nabos Væg, bestemt for Stæren og for dens Æg. Vaar efter Vaar kom et Par, som frem
Vejen fandt til det kjendte Bur. – Det glemmes ej let, hvad der er Natur. Der var Liv i Buret fra først til sidst – først af de to,
som elsked og leged i Solskinsro, mens Udstyr de laged af Mos og Rvist. Saa krøb af Ægget de dejligste smaa, – de kunde ej flyve, de kunde ej gaa,
men Fremtiden aaben dog tor dem laa. Der var Staal i Vingernes unge Fjædre, – de havde i Marven Forældrearven, –
de vidste, at ingen fløj bedre. Saa var der Sang og jublende Kvidder om Fremtidsflugt over storsynte Vidder. Det var skjønt at vækkes .hver Morgen af Kvad.
Den saareste Sjæl maatte føle sig glad, føle Fremtidstro ved at se paa det Liv, som de førte, de to. I Vaar, endnu mens Sneen laa
en Morgen jeg ud af Vinduet saa, sad Hannen paa Taget. Jeg hilsede den som Nabo og Ven:
“Velkommen igjen!” Den svarede ikke; men Konversationen var nu engang ej dens stærke Side. Til Gjengjæld traf den bestandig Tonen,
naar Fryd eller Kvide den tolke skulde i Sang, – det hørte jeg mangen Gang. Der gik Dag efter Dag.
Den sad altid ene paa Burets Tag. Lidt efter lidt blev Nakken bøiet, som om den var trykket af blytung Kummer, og Sorg stod i Øjet.
Stundom sang den, men altid stille hen for sig selv, som om den vilde lulle sin egen Snierte i Slummer. Saa var det en Kveld ved Soleglad
jeg høre fik, hvad det var, den kvad: “Hvor er du, min kjære? Her godt er at være; ak kom dog engang
til Hjemmet tilbage før Sorgen faar tage hver Gnist fra min Sang. I Flugten du fulgte
mig altid og dulgte hver Fejl, der var min. Du sa, naar vi sejlte og Kursen vi fejlte,
at Skylden var din. Det var ikke sandt, du. Mig var det, som bandt, du, tyranisk dit Syn. –
En Lygtemandslysning med Eventyrgysning du trode var Lyn. Nei, – blankere Lynet
dig ind under Brynet skal brænde, min Ven, naar Frihedens Gave i Fremtidens Have
du henter igjen. Jeg gjætter mig frem du, at her i dit Hjem, du var trykket af Savn.
Paa Vejen kom Minder med glødende Kinder, – og tog dig i Favn. Men kom, lad os samle
os, unge og gamle. – Du kjender igjen trods alt, hvad der lokker, trods Krykker og Stokker
en evigung Ven.”
Cookies on Poetry Cove