Stanset er Processionen, Musiken tier, gamle kjære Sange til kjendte Melodier klang gjennem Gaderne paa gammel Vis til Minde om Dagen og til Frihedens Pris.
Lad Tanken, mens vi stanser her, først fæste Synet ved den første Flok, vi ser, – ved denne sejersikre Kjærnetrop, hvis Hærtog var: Giv Agt! Vaagn op!
Vor Frihedsdag er oppe, vaagn op, følg alle med, som har sin Frihed kjær. De Mænd fra attenhundred fjorten vi kjender nok. – Det er en stærk, en frihedsglad, begejstret Flok,
med Offervilje og med Mandemod. De haaber, tror, at naar vor Sag er god, saa vil den sejre; i sig selv den ejer Staalsætningsevnen jo, som lover Sejer.
Og deres Haab og Tro det Sandhed blev, den Sandhed, som de i vor Grundlov skrev. I Spidsen altsaa vi den første Rydnings fylking har, – den Fylking, som vort Frihedsmærke bar
paa Stangen, rank og høj, mod Sky og Himmel igjennem Banghedshærens Vrøvl og Vrimmel. Vi kjender disse gjæve Forgangsmænd. Med aaben Pande og med Sværd ved Lænd.
De sagde ej: Nu har vi Frihed faaet, nu har vi Maalet for vort Fremskridt naaet. – Nej de flytted altid Maalet fremad, frem til Held og Hæder for sit Land og Hjem.
Var Vejen smal og brat, den frem dog bar, og Rydningsfylkingen, den Leden kjendte. For dem, der efter kom, den Vejblus tændte, som siden aldrig sluknet har.
Vor Friheds første Fanevagt stod stærk i Striden, og hvad os lært de har, vi glemte aldrig siden. De lærte os, at vil vi frie være, da maa vi aldrig glemme Pligt og Ære.
Slægt efter Slægt kommer og gaar, Foryngelse er der hver eneste Vaar. Begejstringens Ild for Selvstændighedssagen saa varmt lyser nu paa Frihedsdagen,
som den Gang for over sytti Aar siden, – den blegnes ikke af Uvejr i Tiden. Slægt efter Slægt gaar og kommer. I spirende Vaar, i blomstrende Sommer.
Fremskridtsfanen de bytter at bære. Trættes de gamle Kræfter, kommer der altid efter friske, som vil og kan
Fremskridtets Hær føre an. Saa vil vi da idag os samle i Tak til disse unge Gamle, som nu i Dagens Stemning vi
ser mindebaarne gaa forbi. Gid af den gamle gode Stamme altid nye Skud maa rinde. Ja – længe leve vore Ejdsvoldsfædres Minde.
Cookies on Poetry Cove