Nu gaar over Verden et Pintsevejr med Varsler fra alle Kanter. Vort Aarhundred staar ved sin sidste Lejr til Udrykning færdig, – her Faldet er Bejr,
hvis Pintsedanden ej vanter. De modne Prugter falder i Frø, men Livets Kjærne kan ikke dø, – i Faldet den Jordbund finder.
Af Nytidens Sol faar den Spirekraft, mens Rødderne suger Næring og Saft af Fortidens Minder. Alt, hvad Fædre og Mødre har slidt,
Slægt efter Slægt har lidt, det møder ved Skiftet, manende, mindende, – Kaldet du hører, Pligten er bindende: Slip ikke Tag, du har vundet.
Og Fremtidens Færge du skal berge – velholden frem over Sundet – gjennem Strømme
i Arbeide, Kunst og Drømme – til Foden tar Fæste, og Træet faar Rod i lysere Tider med varmere Blod.
Pintsevejret mod Fremtiden gaar. Til intet det fører at staa og trampe i Døgnets Stampe. Det Halvsnes Aar,
vort Aarhundred end har tilbage, maa blive Foryngelsens Dage. Ej bedre Bautasten en Slægt kan rejse for dem, der stred og faldt for Livets Sag,
end tage Kampen op og Dag for Dag sit Mærke højere mod Himlen hejse. Og ingen Prutning, – Idealets Krav har ikke Raad at slaa en Tøddel af.
Til Gjengjæld er den Grundlov, her vi mener ej skrevet af en Herre for sin Tjener. Det er ej Lov, – det er et Raab, en Bøn, et Fadervor, som Far skal lære Søn:
Gid at den nye Tid, som ringes ind, maa Lys og Lykke skabe i alle Sind. 'Gid Lykken avle Glæde i hver en Vraa, gid hver en hugvarm Længsel sit Maal maa naa.
Gid Mod og Manddom bygge rundt Bygd og By og alle gode Tanker faa Væxt og Ly. Gid Frihedsdagen, den mindekjære, sit Navn maa bære med Ret og Ære.
Velkommen Nytid, som op nu rinder! Et Leve Dagen med de rige Minderl!
Cookies on Poetry Cove