Ved Beresina

Der ligger Sne derude, hvide Sletter, Vagtilde flammer, bærer Gjenskin svagt, ellers er der dødt ved Beresina, Floden suser, som naar alting er fuldbragt.

Forladt og dødt . . . nei, der lides, leves, forkomne Sjæle drager sidste Suk, Klage, Bøn og Haansord op mod Himmel hæves, ømme Røsters Tak og kjærligmilde Blik.

Mens Stormen hyler over brustne Stumper af faldne Gardes gyldne Eskadron, forstummer Sorgens Taar' i disse Lidels' Nætter i Vansinds Afmagt fra en ranet lllusion.

Ingen tænker paa sit jordisk Redningshaab, i Taagers Gjemsel svinder svage Smertensraab. Haardelig stredes der ved Beresina, grusomt vred Novembernattens Jammer,

men en Stjerne funkled mer end andre, afmaalt' Skridt betraadte taust hint Vertshuskammer. I Rudens Rimfrost funkled Straalehavet, gigantisk laa en anden Verden nær,

ja, aner Menneske du dit St. Helena, vorder Daaden lige stor i Kampens blødend' Klær. Keiseren kasted tænksom' Blikke ud i dette Mørke, aabned Ruden til den strenge Kuldes Gys,

Seerens Vilje gjengav ham Reflektionen, den samme Ro og Fatning, som forlod ham nys. Thi Stormands Sind kan hvert et Lune stænge, Keiseren ved det, han har vidst det længe.

Og han saa sit Aasyn i det usle Speil, som pryder Værtshus tarvelig Gehænge, af alle kjender man dog bedst sig selv, der spiller Dobbelthed om Trækkets Hvælv,

Keiseren ved det, han har vidst det længe. Han saa sit Jeg de lange Vaagenætter, to skadskudt' Ørne flaksed for hans Fod, urolig kaster Hodet sig mod Leiets Straa,

stadig anend' Allarmerings skarpe Skud; i Søvne sprang han op og tændte Kjerten, stirred halvt omtaaget paa sit smykte Uhr, og han stønned, fjerne Støn fra Valen,

der virked lig de dumpe Drøn fra Dødens Lur. Snigmords Rænker fandtes allevegne, Dolkes Gift bag hver en sulten Tue, aldrig Fred, aldrig Ro i Sinde,

sit Menneskepak han maatte kue, overvinde, De raaber alle paa sin store Kjærlighed, hvad raaber den, som staar alene? Keiseren blegnede, de fine Hænder skalv:

hvem er paa Jord da hel, og hvem er halv, ha, raaber svarløst mod de haarde Stene, grib mig l, se her mit bare Bryst! Han slynger Epaulet og Sabel,

men hører kun sin egen, hule Røst: Den haver Ret, der viser sig kapabel. Hvem haver Ret? Spørgsmaal stiger frem, er det religiose Martyr, er det svage Kvinde,

denne stille, inderlige Lyst, eller hvem har gi't os Skjæbnens Lod ihænde? Men der funkler Stjernen, og han ser dens Blink, fyldt af sin Begeistrings Magter,

lig Skuespilleren, der ved Musikens Vink hyller sin Natur i Dramaets Dragter ; og han folder Minen i Hærførers Stil, kalder heftig Adjutanten,

larmer, raser i den Midnatsstund opbragt, stur, i Mismod vranten. Hvem haver Ret? Natten gir ei Fred, er det disse Ofres Raab fra Marken?

Trist han skuer ind i Fremtids ødte Bed, og han spørger, gransker, venter paa Besked, øiner intet uden grænseløse Ørken. Samvittigheden bær ei Smerte for den Mand,

kun nager Tankerne som ulmend' Gløder, – er jeg en Ulykke for mit rige Fædreland, bør jeg tømme Giften sterk til Rand, krybe død i Skjul paa disse frosne Heder.

Og han tænder Kjerten, Kjerten vil ei brænde, hvor han ved det, han har vidst det længe. Hvem haver Ret? Du sortladne Dyb, prøv, til dine Øienhuler bæver,

at dine Kinder gustner, og at Eden størkner tvilsom, spøgelsagtig paa de tørre Læber. Prøv om igjen, men kast saa Prøvelsernes Brist, til Daad, Berserker, syng jers Minde,

Helveds Galge reises jo i Mørket hist, hvor de taaretunge Floder rinde. Se, der staar han rolig med korslagte Arm, dyster er han, men hans Hu er varm,

og han eier Rettens trende Strenge, ved han ogsaa dette? Han har vidst det længe. Ved du ogsaa, at der tales Skriftens Ord, al din Gjerning maa fordømmes,

ser du Presten med det brudte Kors, af Skriftens lldtung' skal du rammes. Ser du ham, som ligger saaret der, hvid bønfaldende, hin Krøbling krænket,

ser du dem, der haver dette Hjerte kjær strække sine Arme mod den efterladte Hær, mod den flænged' Fane, der blev sænket. Og han ser, men vender Øiet væk,

vil sit Syn med Skodder stænge, blues, nages, væmmes ved sig selv, Natfrost lammer Spiren under disse Enge. Og han synker ned paa Vertshus ringe Stol,

gold er Beresinas nattegule Aande, gold var kanske Seiren, gold alligevel, just saa gold som Nederlagets Vaande. Thi hvad kan kaldes stort, og hvad er lidt,

kanske er vor Klode hel den dunblaa Blæst; kom hid, du Faldne, der haver Striden stridt, dit Aasyn stivnet er for Stormens Ridt, vis mig net af en Sandheds Brøst,

og jeg skal tro dig, til du tviler; thi det vides jo, at mægtig Filosof skaber ny Ide af Rigdoms Fantasi, medens Gaadens Løsning stedse hviler,

Der staar et Kors et Sted og luder for hver Vind, forvitret er det, splintret, sønderrevet, reist det blev af et fortvilet Sind, hvert Mod her stedes, hvert et vovet Trin,

hver Sjæl, der stormfuldt haver levet. Og bøier Korset sig mod Blodsdraab ned, hviskend' om en Ærens Fane, hist i Dæmring henad Morgengry

galer seiersstolle Kampens Hane. Raab, I Skarer, men et Lyn slog ned, fænged ukjendt' Gnister iblandt eder, thi skabte Herren Aander, ikke Stodders Krøbbel,

bær Hodet høit, om skjævrer dine Læber. Raab, I Skarer, raab du store Folkehob, fordøm hver Lyst, hver Lidenskabs stygge Stunde, men husk, Historien fortæller grelt,

om hvordan pragtfuld' Riger gik tilgrunde. Ja, mindes Menneskers Færd i idel Feide, mindes og Intrigens skjulte Trakt, Dramaets Handling megen Raahed bringer,

Sorgens Bud forkynder sidste Akt. Raab, I Skarer, forarges ved hver Handling, hvad der ske'de var et Skuespil kun, en af de Tragedier, der skal løfte

dine Pjalter op af Vissenhedens Grund. Raab, og Trommen røres over det Teater, hvor de Døde sover. Ja, med Spaadomsvælde mantes Tanker frem . .

ifra graanend' Oldtid kjæmped's der om Laurbærs Nid, spaa mig, Sibylle, bring mig en Profeti, at jeg kan se min Lykkes Spil deri. Han sover, drømmer i sin Tankes Spin,

river sig saa løs og reflekterer koldt, finder Udvei der, hvor ingen Udvei fandt's, skaber Rigdommen, hvor alting syntes goldt. Og i denne aarle Morgenstund

eier han en Fremtidsplan af Nattens nagend' Blund, han trodser alt, ny Tid skal Tabet sprænge, og han tror det, han har tro'd det længe. Sparsomt gryr Novembermorgens Jammer,

isdækt' Marker er med Blodpæl plettet, nøgne Skoge ryster i sin Kulde, halvt nedmeiede, af Granatersplinter rettet. Løse Hingste, svullen blaa Soldater,

frosne Ofre knuger blindt om Kolben, der ved Brosted svandt de tusind Kamerater, Elven slugte alt i kuldfyldt Krater. Tomtyk Taage isner over dette Skrig

som Ekko gjennem al Historie, – Solstraals Øie aabner vidt sin Bringe: det klang hint Navn, fordi det skulde klinge. Det klang hint Navn, og klinger det endnu

– Han bryder Bivuaken med sin lille Trop, henad Lysmarks Flade Togets Rester gled, forladt, forfulgt, paa Lidelser bered. Kanoner, Tros og Vognhjul stak i og valt,

Heste skranted, snublede og faldt, som Lykken sveg, greb Modløsheden om, forvredne Aasyn skimtede sin uveisløse Dom. I Laser blæste man for Vindens Skrei,

saa fylder trætte Rester Krigens Vei; seigpinte Hunde, magre Himmelshyl slikked Blodet gridsk ifra de Saaredes ilde Klud, – Keiserkappen flagrede, hans Ord hensvandt,

ingen lystred længere Kommandobud. Gjennem Helved var det Keiseren red; den Ondes Fylgje fulgte ham ved Siden, lyste gjerrig af en Fulheds Spot,

Keiseren saa det, og han nikked blot, forbauset over denne Frækheds Viden. Her, hvisker Satan, Riget mørkt er mit; disse endeløse Høstnats Skoge

leder dig paa Vildspor i dit Hurtigridt, Mørkets Fyrste var alligevel den Kloge. Disse Egestammer er med gammel Visdom fyldt, Slanger æder, huler Marven ud,

her i denne Sfære frygter vi ei Gud, Lysets Lykke er os ligegodt forspildt, lyt da Menneske, ængst dig, hys, hvor det er stilt. Neppe finder du dig selv igjen

i disse Labyrinters blinde Rækker, Børn skal miste Mødre, Hustruer sine Mænd, Angstens Nødraab aldrig Smerten svækker. Elskerinden kaster sig om Dyrets Hals,

viger skrækslagen tilbage, Elskeren omskabes, alles Sorg er sort, græmmes over ørkesløse Dage. Stikker du forgjæves Sverdet gjennem Bryst

i en evig Pine, Martrens søde Lyst, – lyt til Blændverks Løvfald, hvor det gulner tyst . . Troen skabes om til Viden, saa Satan fulgte Keiseren ved Siden.

De naaede et Sted, hvor gule Blade spredtes, dansende for alle Vinde, glade Barndom fødtes moden i den Egn, fræk og fuld af Daarers Ærkjærs Synde.

Halvforloren bredte Idiotens Smil sig i smertelig, satirisk Ynken, Keiseren saa det, og det minded sygt, men den Onde vedblev med sin Vinken.

Og han raabte strengt: Dit Helvede paa Jord skriver sig ifra din Synkvervs Gjennemskuen, thi i Himmerig du vandrer selvgod, stor, skyder Amors Pile blødt fra Buen.

Just for dig er Driften slig enorm, saa din Rygrads Styrke gnager som en Orm, derfor sænk dit Banner, blind dit Øies Rang, og du vil finde bløde Kvinder i dit Fang,

milde Vindes Vift og Havgudinders Sang! Nei! han tordned, og nu slikked Luer, Orme krøb og spyed Gift i Æther, – ved egen Kraft, du Mand, se, det er haarden Dyst,

du sætter dig din Sjæl de største Beter. Han førtes heftig ind i Stubbemark og Krat, forgjæves grundend' paa en Udveis Foster, – for Dommen skal du staa som egen Advokat,

gjøre sort til hvidt, mørken Nat til Dag, – se, der revner Hulvei i et vældigt Brag, Kløften synes gravdybt sønderflænge, hver en Tanke knuse, hver en Udvei stænge.

Og han samler Vreden i en Alvorsgnist, stum han beder om en større Frist, eied han i Nøden ingen anden Ven end denne selvisk Aand med Satyrgrinet!

Siden veg hans Syn, bort svandt disse Nervers skumle Skygge, ud af Taagen stod Novembersolen rød, flinrend over brede Høiderygge.

Og en blaanend Luftning gød sin Oljes Saft, bragte Budskab fra en Seiers Tider, – se, der sprenger Hingsten over Himmelhvælven, det er Keiseren, som rider.

;