Nok har jeg havt af Alderdoms Erfaring, af Kneb og Vid, af reflekteret Klogskab, jeg selv er klog, men gjorde du mig lykkelig, Visdom? Kun én Ting kan jeg: leve videre.
Saa ske da, Mirakel, vis dig for mig, du, der siger dig at eie Gaver, større Gaver, end vi hernede kan fatte, Hent Harpespillersken, kald hende hid,
lad hende spille for mig, men ingen Lystighed, jeg er ingen lystig Mand, jeg vil ei Latter hør , der er ei Vemod i den. Smilet er en Løgn og Synd imod den store Skaber.
Spil lidt for mig, forinden jeg skal sovne ind. Hvad ønsker du for al din Dumhed, hegt Skjørtet op, at jeg kan se de Lægge, du blir paa den Vis aldrig gift,
eller tror du nogen spør om Dyd og sædelig Vandel? Jeg kunde græde over dette Land, denne Jord, som jeg elsker. Jeg kunde vansmægte ved Tanken om,
at denne Plet skulde besudles; jeg kunde gjøre alt, men disse Godtfolk er istand til at sælge sin Grav, sin Fars Grav, sin Elskedes Taarer,
ikke for en Pennings, men for en Slapheds Skyld. Den Tid, som er, er en Tid, som var, og Fremtiden ser jeg sort og mørk. Skyer driver truende frem, og inde
dybt i Mulmet kjæmper de Uærlige paa de Ærliges Bekostntng. Deres Glavind mødes, men Blod flyder der kun fra den Ærliges Bryst. Dig skræmmer mer en Bøddels Økse
end al vor Livsens Jammer. For mig er enten eller, jeg lever høit, eller jeg dør forsmædelig, og dør jeg forsmædelig, saa lever jeg dog høit, thi min Overbevisning er mit Væsen baade her og hisset,
den kan ingen Bøddel eller Rakker rokke. Men klynk, I Børn, jers Klynken blir ei hørt, den gaar som natlig Susen kun gjennem de høie Linde, der omgir vort Fængsels Mure.
Mig Geisten stiger til Hodet, jeg staar jo her berust som af min Ungdoms Vin. Ofte syntes jeg, jeg var blet en anden, at jeg tog Feil, men nu ser jeg atter den Flok sinte Ulve om mig,
hidsede af vilde Hunde. Der skal Jernsind til at taale disse Tanker. Herhid Celeste! Lyster røde ser jeg i dine Øine,
jeg ser dig kaste Blikke til dem alle, elsk mig, vær mig tro, og jeg blir Keiser, du Keiserinde. Som Havet strømmer Varmen i min Barm . . jeg bygger dig et Palads med Fløie ud til Alverdens Centrer,
alt, hvad du drømmer om, det skal du faa, og min Drøm, den tager aldrig Slut. Himlen er for mig fuld af grove Synder, triste Mennesker knæler jo i vore Kirker,
lydt i Messen skingrer deres Bønner, men om dit Legems Sødme er der Blommers Grøde. Graa sig breder Dagen, hvor jeg ensom vildrer, graa er jeg, I Kvinder; sælsomt handler man dog mod hinanden,
og sælsom er den Gud, der fødte slige Spirer. Jeg ser en Lygte derover paa den anden Side, jeg skimter den som i en taaget Masse, forresten er det isende derhenne,
og mit Hjerte fryser snarlig bort. Herlig, herlig, hvor den Sang lød kold, den rister Runer over al min Færd! Hvi skulde vel min Længsel ikke gaa mod Lande,
hvor der er Sommer, hvor der er evig Sol.
Cookies on Poetry Cove