Dit Hjerte ømt jeg spidder paa Stiletten,
dit Blod rosherligt flyder for mit Blik,
Cordovas og Sevillas Møer blegner,
og Aftenduggen rødmer ved det Smil, jeg fik.
Dit Væsen har for mig en høinet Solglød,
i Tragediens Storhed himmelsk dystre Fund,
ei har Teater nogengang mig grebet
som disse søde Ord ifra en Elskets Mund.
Skjønt jeg har set og kjendt de mange faafængt Navne,
fandt jeg Svagling tidt bag Maskens Skjul,
aldrig saa jeg Stoltheds Viljens Bæger
vokse freidigere af selve Grødens Muld.
Rebellens Sind forraader dine Læber,
og du boltrer dig i Viddets Frodighed,
og det lyder: aldrig Fred paa Jorden,
aldrig til den silde Evighed.
Og du bader dig i Morgenbrisen
frydsom hed, i Nuets Solskin varm,
synger himmelblaa Orangens muntre Sange,
men Stiletten har du gjemt ind paa din Barm.
Se, nu smiler du i spanske lader, –
sent, Ungersvend, du vandrer hjem ikveld,
Drømmen ta'r dig og Palazzos Sange,
fryd dig Mand, du er ei mer dig selv.
Du styrter dig beredt i Vansinds Elve,
og du blegner ved hendes blussend' Kind,
Længtend' Roserne i Natten skjælve,
som du fører hende i Palazzo ind.