Nero

Til Amfiteatrets Lege strømmer Romas Plebs, Patricier, Silketogas blide Flige kaster Bold om Blods Auspicier.

Hofstat spænder sine Sporer, hilser til Frisurens Blonde, mens de sterke Gladiatorer gjør sit Vilddyrs barske Ronde.

Keiser Nero ser jeg grine grusom i sin Loges Kure, og de hede, skummend' Vine aabner trende Løvebure.

Til Musik og Oldstrofæer kastes Slavers Grave sammen, Menneskehedens største Veer blir et Jubelsind i Flommen.

Keiserens gyldne Rytterskjolde blinker løftende til Daaden, og Balkonskrig gridske, kolde egger Rovdyrs iltre Fraaden.

Som Olympens frække Bøddel troner Barras – Dommersæde, Judassmilet skyder Rynker lunt bag purpurrøde Klæde.

Barras, Barras, Nero nikker, Ringen giver jeg til Seiren, frem staar Kjæmpe senesterke imod Løvers glubske Veiren.

Barras, Barras, hids dem sammen, Nero tømmer Druens Varme, hør, nu kalder Oprørstrommen lydt i vellystsfulde Charme.

Salig stormer Sansers Fryden i Juvelens Glitterbade, Nero ser sig om og smiler mod sin Herskerindes Stade.

Blodig Dampes graadig' Dunste ryger, mædsker Fraadserbugen, fyrrig, brødefulde Brunste vælter sig i Støvets Hvirvlen.

Til Trompeters Skrald høit heises Fanatismens røde Fane, og med gule Flammer meisles Livsflodssyndens tørstig Gane.

Nero læner sig tilbage mod Koket' og Kurtisaner, synes vankelmodig vrage – andre Lyster, andre Flaner!

Kom iaften, Baccalamba, hvisker han og smyger kjærlig, Baccalamba ser mod Jorden, og hun skjælver ømt begjærlig.

Medens Herskerinden lytter til hvert Ord fra Kvindesiden, er det Jalousien kvæler, martrer, fylder Elskovsriden.

Baccalamba, kom iaften, Natten skjuler søde Skatte, af Arena bryder Snøften, Hyl fra lumske Tigerkatte.

Baccalamba, min Madonna, mød mig straks i Foyeren, Bacc lamba bøier Hodet, Nakkens Marmor, hvid som Sneen.

Baccalamba, lad mig kysse Mundens Væld i Hofstats Paasyn, Herskerindens Graad forstummer, trolig bævrer dette Aasyn.

Denne Hals med Pryd besmykket i Smaragdens grønlig Teint blir af Smerten sammentrukket, Skjønhedslinjens Fylde vrængt.

Baccalamba, Baccalamba, Trommer drøner, Hornet gjaller, blot din Dyd dog her bag Viften, Gladiatorens Ganger falder.

Se, der stuper han, men reiser sig paany, til Kampen kaaret, Herskerinden haanlig kneiser, Neros Ord gav Spydesaaret.

Baccalamba, sprudlend' Rose, dugvaadt Øielaaget hvælver Smil i tusind Brillanter, se, hvor dine Kinder skjælver!

Aldrig leved, aldrig bugned Sorg og Fryd og Rigdom bløde, aldrig Paradisets Terner sang som dine Læber hede.

Se, vor bægerfyldte Sommer boltrer, bryster i der Grønne, som et Safirs Øie gløder vor Fontaines Stevnemøder,

sprudler, kaster sig tilside, hæver Barm i Midnatslunden, rasler, favner om Skarlagen, maan'beruset, glædesbunden.

Baccalamba, Baccalamba, Keiseren griner i sin Kure, øder Kvinders lave Jammer skuer med sit Vansirs Øie.

Og Staturens brede Fedme folder ud en Baccus Frode, Kinders kobbergule Rødme avler Usundhedens Ode.

Sidder skutryg, sammensunken, tror sig vel et Syn at skue Giften, Angsten, Slavelænken varsler Syndens sterke Lue.

Medens rædselssvangre Bleghed stivner gjennem Mængdens Vrimmel, lyder det som brydsom Veghed : Snarlig Nero blir du gammel.

Nero, vogt dig, Haanden skjælver, Vellysts Liv skal tidlig tære, men han ryster af sig Ordet bag sin Hofstats laante Fjære.

For ham lyser høit Historien, Augustus, Cæsars Enevælde, og han synes skimte Glorien, Herskermagtens mange Traælle.

Hvilken himmelsk Pyramide skal der høines dette Minde, ser sig stadig rovdyrslysten kredse om sin Storhedstinde;

tvinder diabolske Udraab: Bind de tyve Slaver sammen, bliv I Lasers Smule Veer til et Jubelsind i Flommen!

Barras, Barras, hids de Katte, – Baccalamba, hvor er Seiren Keiseren støder Haand mod Rampen blindt i Dyredriftens Veiren.

Og det er, som Jorden ryster Gjenlyd ifra fjerne Tider, Nødraab over øde Vande, Hærskrigs Krydsen, lldebrande.

Under rødlig Himmels Vrede føres Kampens Leg tilende, – om Amfiteatrets Mure hænger man de faldne Svende.

Og som Mørket Hvilen bringer, dingler disse Dødskyradser, vaander sig i Maaneskinnet, vrider Ansigters Grimacer,

Monotone Brøl fra Bure bryder sælsomt ud i Natten, melankolsk Cypressen vugger spøgelsagtig sine Skygger.