To Aander gik over Kiergaard
sin vante Maaneskinsgang,
lydt var der, stemt til Høitid,
de himmelske Klokker klang.
Og Aanderne talte og dvælte
ved Evnernes hellige lld,
deres Stemmer var hviskende Aande,
Sortkorsene nikked dertil.
De sagde: Der levnes os neppe
en Tøddel af Retfærds Grund,
thi Halvhedssjælen sluger
hver Floskel med gabende Mund.
Dvergen erkjendes Kjæmpe,
haardelig bliver der lidt,
svigfulde Lokker skjuler
over et Ansigt tidt.
Den ene af Aanderne sukked,
blegnend' i askegraat Skjær,
han stod der fordybet i Tanker
og saa mod sin Vandring her.
Du kleine Avind, du skjærer
din Velfærds usle Vei,
forkynder, forraader, belærer,
gul Avind, jeg kjender dig.
Ei bærer du Tankebyrden,
din Pil er som raadne Pind,
– flagrende Kappe skjævred
i den kjølige Nattevind.
Der prøved den anden at smile,
dog vredes hans Hænder i Skjul,
stirred mod sorte Nætter
og mod det evige Muld:
Vist kunde jeg ogsaa synge
den Harpernes Glædesklang,
dog grebes jeg af det Forrevne,
de vældende Syners Brand.
Den Tro, der lig Orgelbruset
olmer af Satyrs Brunst,
brus da mit Orgel, jeg lytter,
fangen af stormende Uro.